Tusindvis af fans var mødt op for at hylde Wrexham.

Tirsdag aften var der nemlig arrangeret en paradekørsel for klubben, der for halvanden uge siden rykkede op til de professionelle fodboldrækker for første gang i 15 år.

Spillerne- både herreholdet og kvindeholdet – kørte i åbne busser, mens de vinkede til de mange fremmødte, der pludselig også kunne se to helt særlige personer.

De to ejere af klubben, Hollywoodstjernerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney var nemlig også ombord med øl i hånden og store smil.

Tusindvis af fans var mødt op for at hylde deres lokale helte.
Tusindvis af fans var mødt op for at hylde deres lokale helte. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Sammen med spillerne vinkede de ned til klubbens fans, alt imens det store Queen-hit 'We are the Champions' bragede fra en højttaler på bussen, der kørte en rute på omkring seks kilometer gennem den store folkemængde.

Ryan Reynolds og hans kone Blake Lively var ikke med til Met Gala natten til tirsdag dansk tid, og her var begrundelsen netop, at 'der var nogle ting med Wrexham, de skulle tage sig af'.

De to kendisser har generelt været meget synlige og til stede, når det kommer til fodboldklubben.

De har ofte været at finde på stadion, og det samme gjorde sig gældende, da det lykkedes for den walisiske klub at rykke op, og klubbens stjerneangriber Paul Mullin har tidligere i Footballers' podcast sat ord på, hvordan det er at have to verdensberømtheder med på rejsen.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

»Det er fuldstændig vanvittigt. Man vænner sig til det til sidst, men fra starten og til nu er der sket noget vildt hver uge. Den ene dag træner du, som du plejer, og så går du ind i omklædningsrummet, hvor Will Ferrell så sidder. Hvad skal du gøre? Almindelige mennesker fra nabolaget og A-kendisser dukker op hver uge. Rob og Ryan er nogle gode fyre,« fortalte han.

»Du træner den ene dag, og så dukker de op og spiser aftensmad med holdet. De er så tilgængelige. Lige inden jeg skulle på her, skrev de begge til mig. Det er vildt, hvor tilgængelige de er, de er så åbne og oprigtige som mennesker, de får dig til at føle dig tryg, du kan skrive til dem om alt, bede og hjælp – de er altid klar på at hjælpe.«

Tidligere har de to Hollywood-stjerner også afsløret, at festlighederne ikke ville stoppe efter paradekørslen, for Reynolds og McElhenney har arrangeret en tur til Las Vegas.