Den italienske fodboldlegende Francesco Totti er havnet i søgelyset i Italien.

Det skyldes et stort pengebeløb, som er blevet overført mellem flere forskellige konti – herunder én tilhørende den tidligere fodboldstjerne.

Den italienske avis La Verità skriver, at Totti er involveret i sagen om de mistænkelige overførsler, der er blevet opdaget af en antihvidvaskningsenhed.

Ifølge Gazzetta dello Sport skriver avisen, at det drejer sig om knap 600.000 kroner, som Totti i august skulle have overført til en pensionist.

Den tidligere Roma-anfører undersøges i en hvidvaskningssag.
Den tidligere Roma-anfører undersøges i en hvidvaskningssag. Foto: Jonathan Moscrop
Vis mere

Samme dag skulle pengene være blevet overført videre til pensionistens mand, der arbejder i det italienske indenrigsministerium, og som ifølge Gazzetta er en nær ven af Francesco Totti.

Den store sum skulle være én af flere mistænkelige overførsler på samlet flere millioner kroner.

Pengene har ifølge mediet forbindelse til flere forskellige firmaer, der alle opererer i online-betting-sektoren og trækker tråde til kasinoer i både Las Vegas, London og Monaco.

Mens antihvidvaskningseksperter til La Verità slår tvivl om, hvor pengene reelt er havnet, og hvad de skal bruges til, fortæller en af Tottis talsmænd La Verità, at pengene blot skal finansiere den tidligere fodboldstjernes store passion for gambling.