FC Roskilde har brug for spillernes accept, hvis klubbens plan om lønnedgang skal lykkes, siger Mads Øland.

1. divisionsklubben FC Roskilde har haft bøvl med økonomien og måtte i foråret reddes på konkursens rand. For at undgå en gentagelse har klubejer Carsten Salomonsson ønsket en lønnedgang hos spillerne, men det kan ikke bare gennemtrumfes, for det kræver spillernes accept.

Det slår Spillerforeningens direktør, Mads Øland, fast på foreningens hjemmeside. Ifølge Sjællandske Nyheder ønsker Roskilde at sænke spillernes lønninger med op til 60 procent.

- FC Roskilde skal indrette sig efter de uopsigelige åremålskontrakter, som de har indgået med vores medlemmer i klubben. Ligesom alle andre klubber skal gøre det samme. Det er ens for alle.

- Når klubben nu ønsker at skifte fra fuldtid til deltid, så går jeg ud fra, at klubben vælger - i takt med at de indgår nye kontrakter - at sikre sig, at de nye kontrakter indgås i overensstemmelse med deres nye deltidssetup.

- Selvfølgelig kan de enkelte spillere og klubben frivilligt indgå nye kontrakter med det samme, men det vil ofte være vanskeligt for spillerne med det samme at indrette sig på nye træningstider.

- Spillerne har jo for eksempel familiære forpligtelser og andre arbejdsmæssige forpligtelser, som skal passe med deres fodboldkontrakt, siger Mads Øland.

Foruden de økonomiske problemer har FC Roskilde også været genstand for kedelige overskrifter i en sag om mulig matchfixing.

Politiet og Danmarks Idrætsforbund er stadigvæk ved at undersøge, om den påståede matchfixing har fundet sted. Men det tyder intet på, siger Mads Øland.

- Jeg har ingen oplysninger, der tyder på, at nogen spillere har gjort noget forkert. Jeg har selvfølgelig ikke adgang til aflytninger og indsigt i spilkonti, som eksempelvis politiet har, men med al den information, vi har - både fra officielle kanaler og fra dem, vi ellers taler med - er der intet, der tyder på, at nogen spillere har gjort noget forkert, siger Øland.

Den nu forhenværende cheftræner i FC Roskilde Christian Lønstrup sagde på et spillermøde, at han havde information om, at flere spillere i truppen skulle have medvirket til matchfixing.

/ritzau/