Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dkeller skriv en besked til os her på Facebook.

Kampen blev aldrig spillet færdig. For amatøropgøret mellem Serie 5-holdene Høje Kolstrup B81 og Christiansfeld IF gik søndag helt galt og måtte afbrydes før tid, ligesom også politiet måtte rykke ud til begivenheden, fordi en gruppe tilskuere lavede ballade.

Som kampen skred frem eskalerede uroen omkring og på banen, fortæller en af spillerne på banen, Sebastian Bodholdt fra Christiansfeld IF, der så begivenhederne udspille sig på nærmeste hold, til BT.

Han oplevede, hvordan en gruppe lokale unge fra Aabenraa-forstaden Høje Kolstrup i første halvleg kastede med kanonslag, hvilket betød, at politiet blev tilkaldt.

»Vi får fat i fire unge af anden etnisk herkomst i alderen 17-21 år, som generer spillerne. De bliver bortvist fra stedet, efter at vi visiterede dem,« siger leder af lokalpolitiet i Aabenraa, Jan Lambertsen, til Jydske Vestkysten.

Bedst som der lod til at være styr på begivenhederne, udviklede kampen sig i en ubehagelig retning i anden halvleg, fortæller Sebastian Bodholdt.

»En af spillerne fra Høje Kolstrup tackler en bagfra, hvorefter dommeren fløjter for farligt spil. Det får spilleren fra Høje Kolstrup til at brokke sig meget over frisparket, og han ender med at kalder dommeren for ‘spasser,’ hvilket får dommeren til at give ham det gule kort. Efterfølgende er spilleren på vej ud, hvor han så får sagt noget, som får dommeren til at kalde ham tilbage for at give ham det røde kort, men så vælger spilleren at skubbe til dommeren - og ja, så eskalerer det lidt derfra.«

Kampen blev afbrudt som følge af dommerskubbet, og kort efter var de bortviste uromagere tilbage ved fodboldbanen. Det fik ifølge Jydske Vestkysten politiet til at tilkalde forstærkninger, så der i alt kom tre patruljebiler til kampen.

Sebastian Bodholdt fortæller, at et par stykker fra Høje Kolstrup viste fairplay og undskyldte for den udviste spillers opførsel efter kampen.

Da kampen blev afbrudt var stillingen 0 - 2 til Christiansfeld IF.

DBU Jyllands Disciplinærudvalg skal nu undersøge episoden nærmere. Der kan blive tale om en straf til Høje Kolstrup, eksempelvis i form af bøde eller karantæne, siger sekretær Ole Frandsen, til Jydske Vestkysten.