Drømmen om et spansk mesterskab er formentlig netop kun en drøm for Real Madrid i denne sæson, og derfor sætter klubben alle sejl ind på at vinde Champions League.

Real Madrid vandt tirsdag aften 2-0 over AS Roma i returkampen i Champions Leagues ottendedelsfinale, og den spanske kongeklub er dermed klar til kvartfinalen med en samlet score på 4-0.

Og netop Champions League er med stor sandsynlighed den eneste turnering, Real Madrid har en chance for at vinde i denne sæson.

»Vi bruger kampene i ligaen til at træne til Champions League,« sagde klubbens kroatiske midtbanespiller, Luka Modric, efter sejren over Roma til 3+.

Real Madrid er 12 point efter de regerende spanske mestre i La Liga, og det spanske fodbodforbund smed klubben ud af den spanske pokalturnering, Copa del Rey, fordi de benyttede en karantæneramt spiller i en kamp mod Cadiz.

De svigtende resultater på hjemmefronten har medført heftig kritik og trænerudskiftning i Real Madrid, hvor forventningerne altid er tårnhøje.

»Det er meget naturligt, når vi ikke lever op til forventningerne, men vi må bare prøve at bevare fokus - specielt i Champions League,« sagde Luka Modric.

Også James Rodriguez, der scorede målet til 2-0 tirsdag aften, forstår kritikken.

»Sådan er det i Real Madrid. Vi skal spille ordentligt. Men nu er vi i kvartfinalen, og hvorfor skulle vi så ikke kunne komme i semifinalen også,« spurgte colombianeren.

»Vi leverede en god indsats i aften, og den ska vi bruge til at komme videre med,« sagde James Rodriguez.