Tendensen med kameraer på kommentatorpladserne, kram og mere løsslupne kommentatorer under fodbolddækningen er 'forfærdelig'.

Sådan lyder det i hvert fald, hvis man spørger kommentatorlegenden Carsten Werge, der i den nye bog 'Det er genialt, det der' retter skarp kritik af sine kommentatorkollegers opførsel.

Sammen med Svend Gehrs og Flemming Toft retter de tre fodboldkommentatorer kritik af kollegerne, når de optræder på danskernes tv-skærme under fodbolddækningen.

»Nu du siger det med håndslag, så får jeg lige en association. Gennem årene er der kommet kommentatorkameraer og kommentatorklip ind i udsendelserne...,« siger Flemming Toft i bogen og følges op af Carsten Werge:

Flemming Toft
Flemming Toft Foto: UNGER ANTHON/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Ja, det er forfærdeligt,« siger Carsten Werge.

»… og så er kommentatorerne begyndt at kramme hinanden,« lyder det videre fra Flemming Toft.

»Det er så kunstigt,« slår Carsten Werge fast, inden Flemming Toft tilføjer:

»Så har Danmark vundet en landskamp, og kommentatorerne kan finde på at omfavne hinanden, men det gjorde de altså ikke, dengang der ikke var noget kamera rettet mod dem.«

Under det danske landsholdsholds kvalifikation til det nu udskudte EM 2020 har det været Discovery Networks, der har stået for dækningen af landsholdets kampe.

Det har kastet en række virale klip af sig, hvor følelserne får frit løb under nogle af landsholdets triumfer.

Blandt andet et klip fra udebanekampen mod Schweiz i EM-kvalifikationen fra 26. marts sidste år, hvor Danmark fik vendt et truende nederlag til et 3-3-resultat efter tre danske scoringer på 10 minutter.

Optagelsen viser det øjeblik, hvor Henrik Dalsgaard sender bolden i kassen og sikrer Danmark det uafgjorte resultat, som fik landsholdslegenderne Thomas Gravesen og Lars Jacobsens følelser til at få frit løb og uddele kram til hinanden.

Det er tilsyneladende den type kram, som de tre ikoniske fodboldkommentatorer ikke bryder sig om at se i tv.

Hos Discovery fortæller man, at man er meget tilfredse med de ansattes evner på skærmen.

»Nu skal jeg jo gætte mig til, hvem og hvad de tre i øvrigt fortrinlige herrer henviser til, men helt generelt kan jeg sige, at vi er meget stolte af vores landsholdsdækning og synes, at vi har nogle af landets absolut bedste værter, eksperter og kommentatorer,« svarer sportsdirektøren hos Discovery Networks, Christian Thye-Petersen, i et skriftligt svar til B.T. og fortsætter:

»Deres troværdighed og kvalitet er hævet over enhver tvivl. Det kan man konstatere ved selvsyn, hver gang de træder op med landsholdet. For os er det afgørende, at analyserne og holdningerne til kampen er objektive og skarpe, og at man kan mærke begejstringen.«

80-årige Svend Gehrs har gennem gennem tiden markeret sig som en af Danmarks største fodboldkommentatorer. I en ny bog langer han ud efter nogle af sine kolleger.
80-årige Svend Gehrs har gennem gennem tiden markeret sig som en af Danmarks største fodboldkommentatorer. I en ny bog langer han ud efter nogle af sine kolleger. Foto: Morten Juhl
Vis mere

Det er dog ikke kun krammeri, som de tre kommentatorlegender retter kritik mod i bogen 'Det er genialt, det der'.

Også kommentarkollegernes sangevner får et par ord med på vejen.

»Da Danmark kvalificerede sig til EM sidste år, blev der sunget en sang i kommentatorboksen. Den var simpelthen så forberedt, og så falder det hele sammen midt i en ellers glædesrus. Her sætter kommentatorerne sig over begivenheden. På stadion er det kun fans, der synger,« siger Flemming Toft, inden Svend Gehrs fortsætter:

»Det dur slet ikke,« siger han, inden Flemming Toft igen tager ordet:

Peter Piil er fodboldkommentator hos Discovery Networks.
Peter Piil er fodboldkommentator hos Discovery Networks. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det hører ingen steder hjemme i min verden.«

Under den pågældende kamp fra 18. november 2019, hvor Danmark kvalificerede sig til EM, da de spillede 1-1 i Irland, blev kampen kommenteret af Peter Piil, der efter kampen gav de danske seere en prøve på sine sangtalenter.

»Wonderful, wonderful Copenhagen. Friendly old girl of a town,« lød det dengang fra Peter Piil i et klip, der kan ses her.

B.T. har været i kontakt med Peter Piil, der er fodboldkommentator hos Discovery Networks. Han oplyser, at han ikke ønsker at kommentere på de tre kommentatorers ytringer i bogen.