Lyt til artiklen

Den italienske fodboldspiller Manolo Portanova er blevet idømt seks års fængsel for en gruppevoldtægt.

Den 22-årige Genoa-spiller er dømt skyldig for at have voldtaget en 21-årig studerende under en privatfest i den italienske by Siena i maj 2021.

Foruden Portanova er hans 56-årige onkel Alessio Langella, hans ven 25-årige ven Alessandro Cappiello og en 17-årig dreng alle tiltalte i sagen om gruppevoldtægten.

Avisen La Repubblica skriver, at Portanova og hans onkel havde bedt om en hurtig retssag.

De er begge blevet påbudt at skulle betale 120.000 euro - knap 900.000 kroner - i erstatning til offeret og hendes familie.

I det italienske retssystem kan man tage en såkaldt hurtig retssag, hvor den tiltalte springer høringen over mod at få en reduceret straf.

Det er altså ikke det samme som at indrømme skyld - for Portanova nægter sig skyldig og agter at anke sagen.

Portanova kom i 2021 til Genoa fra storklubben Juventus for en sum af 10 millioner euro - cirka 75 millioner kroner.