Lyt til artiklen

Huddersfield, Fenerbahce, Fortuna Düsseldorf, FC København og Brentford.

Sådan lyder landsholdsspiller Mathias 'Zanka' Jørgensens cv på bare tre år, hvor midterforsvaren har fægtet for at finde et stabilt niveau på klubplan.

For et år siden blev forventningerne endnu en gang skruet i vejret, da han skiftede til danskerklubben Brentford i Premier League. Men her, et år efter, står han uden kontrakt og træner med i klubben efter en skade.

Fremtiden er lige nu et stort spørgsmålstegn.

Zanka fejrer sin scoring for Brentford.
Zanka fejrer sin scoring for Brentford. Foto: Paul Terry
Vis mere

»'Zanka' træner med, fordi han fik en skade i slutningen af sidste sæson, som var længerevarende og gjorde, at vi ikke rigtig kunne forlænge med en spiller, der havde kontraktudløb, og som var skadet på det tidspunkt,« erkendte Brentford-træner Thomas Frank tirsdag under et virtuelt pressemøde.

»Nu er han ved at være i fulde omdrejninger. Ikke helt endnu, men et par uger mere, og så må vi se, hvad der sker med ham.«

For den danske træner var der ingen tvivl om, at den 32-årge forsvarsspiller skulle have lov til at spille med, selvom han ikke er under kontrakt med klubben.

Det handler om at behandle sine medarbejdere ordentligt, men det ændrer ikke på, at 'Zanka' endnu en gang står foran det uvisse.

Ifølge Thomas Frank er det op til spilleren selv, hvad der skal ske.

»I fodboldens verden – har jeg lært – kan man ikke sige noget 100 procent Der er muligheder for forskellige ting. Han skal først være helt fit, og så er det op til 'Zanka', hvad der sker,« sagde Thomas Frank, da han blev spurgt ind til, om danskeren kunne forlænge i London-klubben.

Er 'Zanka' en interessant spiller for dig i Brentford?

»'Zanka' på sit topniveau er en interessant spiller. Der er en grund til, at vi hentede ham sidste år. Lige nu har vi tre stoppere til rådighed. Man ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden.«

I sidste sæson kom mange skader i vejen for Mathias 'Zanka' Jørgensens spilletid. I alt blev det kun til 10 kampe i Brentford-trøjen, og det var ikke det, der blev håbet på.

De forgangne år har skaderne ofte drillet FCK-legenden, men er det tid til at tage et skridt ned nu for 'Zanka', der har kæmpet med fysikken?

Nej – lyder det mere eller mindre fra Thomas Frank.

»Jeg synes, han har været mere uheldig sidste år hos os, end han generelt har været i sin karriere. Jeg ved godt, at han fik en større skade i PSV, men ellers har han ikke været så alvorligt ramt af det,« siger træneren.

»Det er måske lige for tidligt at sige, at han skal træde et skridt ned nu. Det må også være hans udlægning, du skal spørge om.«

Mathias 'Zanka' Jørgensen har i sin professionelle karriere spillet i FC København, PSV Eindhoven, Huddersfield, Fenerbahce, Fortuna Düsseldorf og Brentford.