Der var et alvorligt skår i glæden hos debuterende FC København-cheftræner, Jakob Neestrup, efter søndagens 1-0-sejr over AGF i Parken.

Dybt inde i overtiden blev anfører Carlos Zeca båret fra banen – og det lugter desværre rigtig meget af endnu en slem knæskade for den græske landsholdsspiller.

Og stemmen hos Jakob Neestrup blev både alvorlig og lidt bævende, da snakken efter kampen faldt på 34-årige Zeca.

»I ved lige så godt som mig, at jeg ikke må stå her og give en diagnose – jeg har heller ikke fået den endnu. Men jeg tror, at alle godt kan se, at det er ... trist.«

FC Københavns Carlos Zeca bliver skadet under 3F Superligakampen mellem FC København og AGF i Parken i København, søndag den 2. oktober 2022.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
FC Københavns Carlos Zeca bliver skadet under 3F Superligakampen mellem FC København og AGF i Parken i København, søndag den 2. oktober 2022.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg har slet ikke overskuet konsekvenserne for os som hold. Det eneste, jeg har tænkt på, er konsekvenserne for Carlos. Det er så dybt tragisk, at så stor en spiller – og en endnu større personlighed, som hver dag gør alt for klubben – får sådan en skade.«

»Jeg kan ikke engang overskue, hvilke konsekvenser det har for ham, så jeg kan slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser det har for holdet,« lød det fra Jakob Neestrup.

Den nye cheftræner havde en time efter kampen endnu ikke talt med Carlos Zeca.

»Jeg har givet ham en krammer, men der var ikke mulighed for at snakke med ham. Han var meget ked af det.«