De har været kærester i otte år, er forlovede og har et toårigt barn sammen.

Det britiske stjernepar bestående af popstjernen Perrie Edwards og fodboldspilleren Alex Oxlade-Chamberlain har dog stadig én fælles oplevelse til gode, som de fleste forlovede har prøvet, og som mange nok vil mene er en af nøglerne til et velfungerende forhold.

»Vi har aldrig boet sammen. I samtlige otte år, vi har været sammen, har vi faktisk aldrig boet sammen,« fortæller Perrie Edwards til The Sun.

Det aldrig at have en fast base sammen har gjort det svært for parret, som begge arbejder på at fremme deres karrierer som henholdsvis soloartist og fodboldstjerne.

»Jeg vil ikke lyve. Det er hårdt,« fortæller den tidligere Little Mix-stjerne, som er bosat i England, mens Oxlade-Chamberlian slår sine folder i tyrkiske Besiktas.

»Da han spillede for Liverpool og boede i Manchester, var det nemt at rejse frem og tilbage, men Tyrkiet er lidt længere væk, og han får ikke særlig meget fri.«

Edwards er efter sit brud med Little Mix nu gået solo og arbejder på at vende tilbage til den engelske musikscene, alt imens hendes Chamberlain kæmper for at sikre sig europæisk fodbold med Besiktas i Tyrkiet.

»Det er meget at skulle jonglere med. Men vi får det til at fungere for dem, vi elsker, gør vi ikke?,« tilføjer 30-årige Perrie Edwards.

Alex Oxlade-Chamberlain skiftede til Besiktas fra Liverpool i sommeren 2023 og står i indeværende sæson noteret for fire scoringer i 23 kampe for den tyrkiske storklub.