Landsholdsspilleren Jannik Vestergaard var lørdag involveret i en regulær ydmygelse i den tyske Bundesliga.

På udebane blev han sammen med Borussia Mönchengladbach besejret med 1-6 af Borussia Dortmund, der overtager førstepladsen.

Ligesom mange af holdkammeraterne spillede Jannik Vestergaard ikke nogen stor kamp i gæsternes midterforsvar.

Da Maximillian Philipp efter en halv time åbnede massakren for Dortmund, var det på oplæg fra Pierre-Emerick Aubameyang, der spurtede fra danskeren og fra baglinjen lagde bolden på tværs til målscoreren.

Maximilian Philipp gjorde det også til 2-0, inden Aubameyang før pausen nettede til 3-0. I opspillet blev bolden præcist og enkelt spillet uden om Mönchengladbachs store dansker.

Ydmygelsen fortsatte i anden halvleg, hvor Aubameyang slog til yderligere to gange.

Ved Aubameyangs 5-0-scoring spillede Jannik Vestergaard bolden frem, men hjemmeholdet fik fat i den, og den målfarlige Gabon-angriber udnyttede en friløber med danskeren halsende efter sig.

Lars Stindl fik reduceret til 1-5 for Mönchengladbach, før Julian Weigl cementerede Dortmunds sejr.

Dortmund topper Bundesligaen med 16 point, mens Mönchengladbach har otte point på niendepladsen efter seks spillerunder.

/ritzau/