Der er i den grad blevet rykket godt og grundigt op i DBU, efter Claus Bretton-Meyer er kommet til som ny direktør. Fyringerne er fløjet afsted i organisationen, og det er slet ikke sikkert, det stopper her.

I et større interview med Politiken afviser Claus Bretton-Meyer således ikke, at Morten Olsen kan ende med at få en fyreseddel, hvis han ikke leverer de forventede resultater.

- Det er ikke utænkeligt at fyre nogen. Jeg kan blive fyret med dags varsel, så det er ikke utænkeligt for nogen, siger DBU-direktøren og sender i samme interview en klar besked til Morten Olsen.

- Det er helt afgørende – spritafgørende – at vi kvalificerer os til EM. Det er vi nødt til. Med det potentiale, de muligheder, vi har, skal vi kvalificere os, siger Claus Bretton-Meyer til Politiken.

I det store interview fortæller DBUs direktør, at den kommende EM-kvalifikationskamp mod Serbien skal vindes.

- Skulle vi mod forventning ikke komme i den situation, må vi kigge på tingene igen – sådan er det jo, siger han.