Hold øje med et dansk vidunderbarn!

Sådan lyder meldingen hos engelske Daily Mail, der inden sommerens EM i kvindefodbold fremhæver en række unge spillere, som fans bør følge tæt, når det går løs i England fra 6. juli.

Navnet på det 19-årige danske vidunderbarn er Kathrine Kühl, og hendes bedrifter og talent har altså allerede gjort hende særdeles bemærket i udlandet.

»Den centrale midtbanespiller har allerede spillet sig til en plads i startopstillingen på det danske hold, efter hun debuterede som kun 17-årig. Hun har også vundet den danske kvindepokal og blev valgt som kampens spiller,« skriver Daily Mail om Kühl.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Avisen mener, at FC Nordsjælland-spilleren kan stå foran et stort klubskifte, hvis hun brænder igennem ved EM, hvor Danmark møder Tyskland, Spanien og Finland i gruppespillet.

»Kühl er tippet til at opnå store ting, og dette kan blive hendes gennembrudsturnering. En stærk præstation kan blive det, der giver hende skiftet til en af Europas topklubber.«

På Daily Mails liste findes også spillere som Manchester City-stjernen Lauren Hemp og tyskernes Lena Oberdorf, der fik VM-debut som 17-årig.

Da kvindelandsholdet spillede den historiske kamp mod Brasilien i fredags, kom den nybagte studine på banen til sin 14. landskamp efter godt en times spil.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Her viste den teknisk stærke spiller lovende takter, og B.T. gav hende fire stjerner for den halve time.

»Der er ingen tvivl om, at FC Nordsjælland-spilleren ryger til udlandet inden længe. Den danske landsholdsjuvel udfordrer alt det, hun kan, i bedste Neymar-stil. Hun er dog stadig kun 19 år, og mangler erfaring på højeste niveau, som hendes landsholdskollegaer har.«

»En enkelt gang råbte Parken ‘SKYD’, og der skulle hun have lyttet til de 21.500 tilskuere, men valgte i stedet at spille bolden. Hvis hun får lov til at spille, kan hun meget vel gå hen og blive en stjerne til EM,« lød B.T.s vurdering af Kühls præstation i den næstsidste testkamp inden EM.

Kühl blev tidligere i år også hædret med en syvendeplads på fodboldmediet GOALs liste over de største talenter i verden.

Og mens sommeren allerede har budt på en studenterhat, så kan det altså også være, at det internationale gennembrud kommer.

Første skridt mod det kan Kühl tage på onsdag, når Danmark spiller sidste test inden EM. Det sker i Viborg, hvor Norge kommer forbi.