Kasper Hjulmand blev badet i øl, da det danske fodboldlandshold i oktober sikrede sig billetten til VM i Qatar.

Danmark slog østrigerne med 1-0 og blev efterfølgende – med rette – hyldet for sin imponerende kvalifikation, hvor de fejede al modstand væk. Det har fået optimisterne til at drømme om noget stort næste år, men i skyggen af den danske succes ulmer det. Placeringen af slutrunden er nemlig blevet mødt med voldsom kritik.

Mindst 6.500 migrantarbejdere har mistet livet, siden ørkenstaten blev tildelt værtskabet for fodbold-VM i december 2010, og nu melder de danske landsholdsstjerner sig i koret af kritikere.

Det sker i den nye DR-dokumentar 'Landsholdet bag kulissen', hvor landstræner Kasper Hjulmand og seks af de danske landsholdsspillere også sætter ord på årets op- og nedture.

Én af dem er Thomas Delaney, der ikke er bleg for at sige, hvad han mener om Qatar.

»Enhver fodboldspiller, du spørger, vil sige, at det er en katastrofe. Jeg har i hvert fald ikke mødt mange, der tænker, at det bliver fantastisk,« siger han i dokumentaren, hvor blandt andre Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Joakim Mæhle også er kritiske over for ørkenstaten.

Delaney fortæller videre, hvordan han føler, at fodboldspillere bliver taget som gidsler i en sag, hvor de ikke har noget at skulle have sagt, og hvor det i bund og grund handler om penge.

DBU har gennem de seneste måneder intensiveret kritikken af forholdene i Qatar, og DBU-direktør Jakob Jensen var for nylig også på besøg i ørkenstaten, hvor han gjorde det klart, at det er blevet tid til et 'gearskift'.

»Der er stadig behov for et gearskift i indsatsen på en lang række områder, sådan at rettighedsoverholdelsen forbedres, reformerne implementeres, og initiativerne bliver til noget, som Amnesty International også har påpeget,« sagde han blandt andet efter sit besøg.

VM i Qatar afholdes fra 21. november til 18. december 2022.