Da Dani Alves vendte tilbage til FC Barcelona i november, var der mange catalanske hjerter, der bankede og håbede, at han skulle vende nedturen i klubben.

Men selv om klubikonet havde brugt store dele af sit liv i Barca og vundet en lang række trofæer med klubben, fik han ikke forlænget sin kontrakt, og dermed skiltes vejene med hans hjerteklub.

Nu har brasilianeren dog fundet en ny klub, og det er Pumas UNAM i Mexico, der løber med 39-årige Alves' underskrift.

Skiftet blev annonceret fredag på klubbens Twitter-profil med en video, hvor klubbens maskot tager turen til Estádio Olímpico Universitario, der er Pumas' stadion.

Videoen afsluttes med 'Dani, esperamos-te', der kan oversættes til 'Dani, vi venter på dig'.

Dani Alves er den mest vindende professionelle fodboldspiller i verden. I sin første og mest succesrige periode i Barcelona fra 2008 til 2016 spillede højrebacken 391 kampe for klubben og vandt hele 23 trofæer, heriblandt tre Champions League-titler og seks spanske mesterskaber.

I sin storhedstid i Barca spillede Alves sammen med den nuværende træner i klubben, Xavi, men trods deres venskab fik Alves altså ikke forlænget sin aftale i klubben, der kun gjaldt for et halvt år.

'Jeg har dedikeret mere end otte år til denne klub, til disse farver og til det her hjem. Men som det er i livet, så går årene, og veje skilles,' skrev Dani Alves, efter det blev en realitet, at tiden i Barcelona var slut.

'Det her afslutter en meget smuk periode, og det åbner for en ny og endnu mere udfordrende periode.'

Den nye periode står dermed klar, og brasilianeren fortsætter i Pumas, som lige nu er placeret på ottendepladsen i den hjemlige Liga MX.

Klubben ligger tre pladser over deres evige rivaler, Club America. Det interne opgør mellem de to Mexico City-hold er kendt som Clásico Capitalino.