Melbourne og Adelaide skal finde nye trænere før sæson-genstarten i Australien, da trænerne søger mod Europa.

Flere europæiske trænere forlader i øjeblikket australsk fodbold på grund af coronapandemien.

Melbourne Victory og Adelaide United har fredag og lørdag taget afsked med deres trænere.

Hollandske Gertjan Verbeek rejste hjem til Holland, allerede da den australske liga blev lukket ned i marts, og han vender ikke tilbage til sit job, når fodbolden starter op igen.

- Coronavirus har gjort det til en meget svær og usikker situation for os alle.

- På grund af den usikre periode, vi befinder os i, så er vi blevet enige om at afslutte kontrakten efter en enkelt sæson, siger Verbeek til Adelaides hjemmeside.

Spanieren Carlos Salvachua stopper samtidig i Melbourne Victory, hvor han i januar blev ansat som midlertidig cheftræner.

Salvachua har ønsket at vende tilbage til Europa med sin familie og finde et job, oplyser klubben.

- På grund af den nuværende situation i hele verden, og det faktum, at vi er i gang med at lede efter en ny træner, så har vi forståelse for Carlos' beslutning om at vende tilbage til Europa, siger Melbourne-direktør Trent Jacobs til klubbens hjemmeside.

Der resterer fortsat seks spillerunder af den bedste australske fodboldrække. Ligaen genoptages i midten af juli.

/ritzau/