Manchester City kom, så og sejrede i København, da storholdet i lange perioder udstillede, at det kommer fra en helt anden galakse end de danske mestre.

FCK'erne var heldige med ikke at være bagud med tre eller fire i allerede i pausen af en fodboldkamp, der til tider viste sig at være direkte absurd. Et mål i kampens døende minutter dræbte praktisk talt de danske chancer for avancement.

Du kan se B.T.s karakterer til FCK-spillerne her.

Pyha, hvor kunne det være blevet et blodbad i kampens første 45 minutter. På trods af Manchester Citys heldige 2-1-scoring lignede det nærmest et mirakel, at FCK stadig var i live ved pausen.

Efter 10 minutter havde gæsterne allerede haft fem afslutninger – to af dem var gigachancer – og det var også lige så tilfældigt som et spil krig, at bolden endte for Mattssons fødder ved FCKs labre scoring.

Men så skete der noget. FCK fik pludselig styr på den synkende, defensive skude, formåede at stykke mere end fem afleveringer sammen og bed endda fra sig.

Sidste halvdel af kampen var yderst godkendt, men lad os bare være ærlige. Fodens scoring i kampens overtid gør modbydelig ondt på FCK, som står foran den sværeste opgave i sin historie siden klubbens fødsel i 1992.

Der var strenge instrukser i Parken kort efter Magnus Mattsons scoring.
Der var strenge instrukser i Parken kort efter Magnus Mattsons scoring. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Der gik fem vanvidsminutter gennem Parken, da spilledet rundede den halve time. I 30 minutter var FCK blevet rundbarberet fuldstændig, og den deciderede ydmygelse lurede, da City-spillerne smækkede en bold ud på venstrekanten til Jeremy Doku, der flugtede den direkte ind over til Erling Haaland. 

Hvordan det lykkedes, kan han ene mand svare på, men det norske monster forsøgte sig med nærmest naturstridigt, halvliggende saksespark, hvor han fik stængerne rundt regnet 2,5 meter op i luften.

Heldigvis for FCK røg bolden marginalt over mål. Og heldigvis for FCK snorksov Ederson i City-målet, da han tog sig en fodboldmæssig morfar og serverede en skandaløs aflevering lige i fødderne af Mohamed Elyounoussi.

Den bold smadrede Magnus Mattsson smukt i kassen til historiens måske mest ufortjente udligning. Målet blæste taget af Parken, der på ingen måde fattede det vanvittige scenario, der kulminerede, da Parkens skærme beordrede fansene på Sektion 12 til at stoppe med at hoppe på grund af Parkens skrøbelige fundament. Den cocktail ser vi aldrig igen.

Erling Haaland leverede vanvittig akrobatik under besøget i Parken.
Erling Haaland leverede vanvittig akrobatik under besøget i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

FCK er såmænd pisket til at vinde med to mål på Etihad Stadion om tre uger for bare at få lov til at spille forlænget spilletid mod Manchester City om videre avancement.

Vi vidste i forvejen, at FCK var rendt ind i en decideret mareridtslodtrækning, der ikke engang kunne tænkes værre. 

På trods af et godkendt resultat, når man ser kampens udvikling i betragtning, skal der mere end bare held til, hvis vi skal have historiens første danske kvartfinalist i Champions League.

FCK skal have trukket sværdet ud af City-stenen – og så endda på udebane. Og det kunne være endt meget værre.