Martin Braithwaite gik hen og blev den helt store danske helt med sit mål, der sikrede, at Danmark fik 1-1 med hjem fra Irland og sikrede EM-billetten.

Angriberen kastede sig ind og prikkede Henrik Dalsgaards fine indlæg ind, og bagefter kunne lade sig hylde af de 2.700 danske fans, der havde taget plads på den udsolgte tribune bag irernes mål.

»Det er det, man kæmper for i hver eneste kamp, og at vi kan stå her og fejre det med hele landet, er en ubeskrivelig følelse,« siger han og forklarer, at landsholdsspillerne værdsætter den store opbakning.

»Der var jo udsolgt i udebaneafsnittet, og jeg er sikker på, at de kunne have solgt mange flere billetter, og det betyder sindssygt meget for os. Vi ved, at der er folk, som tager fri fra arbejde og bruger en masse penge på at komme over og støtte os, og det siger noget om den opbakning, der er til os fra hele landet. Og vi sætter utrolig stor pris på, at de er villige til at gøre det.« B.T.s EM-liveblog kører videre her til morgen - følg den her

Nu venter en EM-slutrunde for første gang nogensinde på dansk jord, når København blandt flere andre europæiske storbyer lægger græs til den turnering, Danmark vandt i 1992, og det glæder målhelten fra Dublin sig til.

»Det bliver noget helt vildt. Jeg tror ikke engang, at vi kan forestille os, hvordan det kommer til at være, for det er ikke sket før, og jeg har kun oplevet som dreng, hvordan det er at se EM og VM i stuerne, og hvordan det er inde på gaderne.«

»Men at det lige pludselig er i vores land, det kommer til at stikke helt af,« siger han og roser det mandskab, han skal kæmpe om EM-trofæet med.

»Det er, som om vi er en familie, når tingene ikke fungerer. I en familie er der op- og nedture, men vi står altid sammen lige meget hvad, og det beviste vi igen i dag. Det kan bære os rigtig langt.«