Andrés Iniesta og co. besøger Atlético Madrid på et tidspunkt med stor uro mellem Catalonien og Spanien.

Madrid. FC Barcelona skal lørdag aften på besøg i den spanske hovedstad, Madrid, midt i Cataloniens mulige løsrivelse fra Spanien.

Barcelona-anfører Andrés Iniesta og holdkammeraterne gæster Atlético Madrid efter nogle dramatiske dage med spændinger mellem Catalonien og Spaniens centralregering.

1. oktober stemte 90 procent for catalansk løsrivelse fra Spanien i et omstridt valg, der på forhånd var erklæret ulovligt af den spanske forfatningsdomstol.

Spansk politi slog efterfølgende hårdt ned på catalanske demonstranter, og 844 blev meldt såret.

Samme aften måtte fodboldspillerne fra FC Barcelona af sikkerhedsmæssige årsager spille for tomme tribuner i en 3-0-sejr over Las Palmas på hjemmebanen Camp Nou.

- Det er noget af det værste, jeg har oplevet.

- Det var lidt surrealistisk, siger Andrés Iniesta til radiostationen Catalunya Radio om hændelserne 1. oktober.

Efter kampen fortalte Barcelonas forsvarer Gerard Piqué, der er kendt for at støtte Cataloniens ret til uafhængighed, i et følelsesladet interview, at han var parat til at trække sig fra Spaniens landshold.

Piqué er dog fortsat en del af landsholdet, og i sidste uge var han særdeles upopulær blandt spanske fans, da Spaniens landshold slog Albanien i Alicante.

Situationen er fortsat anspændt på politisk plan, efter at lederen af den catalanske lokalregering, Carles Puigdemont, i denne uge underskrev en uafhængighedserklæring.

Spaniens regering har efterfølgende givet lokalregeringen i Catalonien frist indtil mandag 16. oktober til at meddele, om regionen har erklæret sig selvstændig eller ej.

Andrés Iniesta håber på en løsning, så der kan komme ro på.

- Det har nået et punkt, hvor det ikke er godt for nogen. Lederne bliver nødt til at finde en løsning, siger Iniesta til Catalunya Radio.

Spillerne fra Barcelona får ikke megen støtte på udebaneafsnittet lørdag aften på Atlético Madrids nye hjemmebane med plads til 68.000 tilskuere. Blot 250 billetter er sat til salg til Barcelona-fans.

Barcelona topper den spanske liga med 21 point efter syv spillerunder. Atlético Madrid har 15 point.

Der er kampstart lørdag klokken 20.45.

/ritzau/AFP