Årets spiller i Superligaen bliver hovedperson i ny film.

Andreas Cornelius har været uden for rampelyset, efter han for to en halv måned siden blev skadet i den ene ankel. Mandag var han så tilbage, da han blev kåret som årets talent og årets spiller i Superligaen, i morgen gør han comeback i en reserveholdskamp mod Yeovil, og som om det ikke var nok, får han nu også hovedrollen i en film.

Det er manden bag filmen Me, Myself and Martin Laursen, filminstruktør Anthony Tullberg, der er gået i gang med optagelserne til et portræt af den unge angriber, der for bare et år siden tog sine første skridt ind i det professionelle fodboldliv.

- Jeg vil gerne portrættere en spiller, der er i starten af sin karriere, og som står over for at træffe nogle vigtige valg. Det skal alle unge mennesker gøre, men for Andreas Cornelius er det valg, der i kroner kan betyde forskellen på nul og en kvart milliard, siger Anthony Tullberg, der allerede i vinter var med, da Andreas Cornelius ifølge instruktøren var tæt på at skifte til en stor klub.

- Jeg har aldrig set en spiller bryde så hurtigt igennem. Han er et af de største talenter siden Michael Laudrup, og et halvt år efter han havde spillet sin første Superliga-kamp, blev han topscorer på ligalandsholdet og scorede et kanonmål mod Tjekkiet. Normalt udgiver man biografier i slutningen af sin karriere, men jeg syntes, det var spændende, at høre om overvejelserne ved indgangsporten til en karriere, siger instruktøren. Andreas Cornelius og Anthony Tullberg gik allerede kort efter nytår 2013 i gang med optagelserne til filmen, men blev stoppet af FC København, der mente, at den unge angriber havde rigeligt at gøre med at koncentrere sig om sin karriere på Superliga- og landsholdet samt med færdiggørelsen af sine gymnasiestudier, og først nu er parterne klar til at genoptage arbejdet.

- Jeg ville gerne have været med ham, allerede da han begyndte i Cardiff, men han syntes, det var for arrogant, hvis han første dag skulle komme med et kamerahold i ryggen. Det, synes jeg, på den ene side er virkelig sympatisk, og på den anden side også ærgerligt for mig, men nu er vi klar til at filme i Wales, og det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Anthony Tullberg, der er med, når Cardiff - forhåbentlig med Andreas Cornelius - møder Manchester United 24. november.

Det ligger endnu ikke fast, hvor længe optagelserne skal løbe.