Da Silas Holsts far bliver ramt af Alzheimers, var hans første tanke: 'Gad vide, hvordan jeg tager det, den dag han ikke kan kende mig mere.'

Om lige netop den dag fortæller Silas Holst meget mere om i torsdagens afsnit af 'Til middag hos', hvor André Babikian, Katerina Pitzner og Claire Ross-Brown er på besøg hos danseren.

Her forklarer han, at han aldrig var helt nær med sin far, da han var lille. De to var meget forskellige, og Silas Holst så kun sin far hver anden weekend.

Alligevel ramte det ham hårdt, da faren på sine ældre dage blev ramt af den frygtelige sygdom Alzheimers.

»Og så skete det på hans fødselsdag. Da vi var nede og fejre ham. Og det slog mig alligevel mere ud, end jeg lige havde troet, det ville gøre,« fortæller en berørt Silas Holst i programmet og fortsætter:

»Det er en meget absurd situation at sidde i, at min far spørger ind til, hvor jeg er, og så siger jeg 'Jamen, jeg er lige her', og så siger han 'Ikke dig. Jeg kender ikke dig. Hvor er min søn Silas?' Og det var sgu hårdt.«

»Og så kiggede han på mine to børn, som løb rundt ved siden af, og så sagde han ‘Hvem er det, der går og larmer?' Og så ramte det endnu hårdere, fordi han heller ikke kendte mine børn.«

Silas Holst fortæller også, at noget af det, han virkelig havde glædet sig til ved at blive far, var at vise sine børn frem for sine forældre. Men det er svært, når man har en far, der lider af Alzheimers:

Silas Holst fortæller om sin fars sygdom.
Silas Holst fortæller om sin fars sygdom. Foto: TV 3
Vis mere

»Det er bare svært med den sygdom, for man ved aldrig, hvilket humør han er i, når man tager ned og besøger ham. For en af de ting, der følger med den sygdom, er, at man bliver enormt aggressiv og sur, fordi man bliver frustreret,« fortæller han og uddyber:

»Så jeg tør ikke altid at tage min børn med derned, fordi jeg ikke ved, hvilket humør han er i.«

Og det er noget, der går Silas Holst meget på. Han føler, at han skaber en distance mellem sine børn og deres farfar:

»Jeg føler lidt, at den far, jeg kender, er væk. Og så er han der momentvis en gang imellem. Og jeg har sådan en drøm om, og jeg håber, det sker, at han en eller anden dag er klar bare lige i fem minutter,« fortæller Silas Holst og forklarer, hvad han vil sige til sin far, hvis det en dag sker:

»Jeg vil faktisk sige at jeg elsker, elsker, elsker ham, og at jeg er ked af, at vi har misset nogle år, hvor vi ikke har fået talt ud om nogle ting. Og ikke grebet den chance, vi havde, men at jeg er glad for meget af det, han har gjort.«

»Og så vil jeg for guds skyld vise ham et par billeder af hans børnebørn. Det ville jeg elske at kunne vise ham. Det fylder desværre meget i mig, at han ikke har et forhold til dem,« afslutter Silas Holst.

Hør ham fortælle historien i klippet i playeren øverst oppe eller se hele afsnittet af 'Til middag hos' på TV3 torsdag klokken 19 eller på Viaplay.