Når de modige iværksættere deltager i DR-programmet 'Løvens hule', håber de på at gå hjem med en god investering.

Men sådan var det ikke for Jan Valentin fra Sønderborg, der var en af de mange deltagere i den forrige sæson.

Et år efter sin medvirken i det populære program fortæller sønderjyden, at han havde bagtanker med sit besøg hos løverne.

Hans firma var nemlig slet ikke interesseret i en investering fra løverne. Det afslører han nu over for B.T.

Jan Valentin rejste hjem uden en investering, da han deltog i Løvernes Hule.
Jan Valentin rejste hjem uden en investering, da han deltog i Løvernes Hule. Foto: Per Arnesen/DR Presse
Vis mere

Der var derfor ingen sure miner, da Jan Valentin for et år siden måtte forlade 'Løvens hule' uden en investering fra løveholdet, der dengang bestod af Jesper Buch, Jan Lehrmann, Mia Wagner, Christian Stadil og Peter Warnøe.

For hvad seerne ikke vidste, var, at det var planen lige fra starten:

»Det var aftalt spil. Det var udelukkende for at få pr, at vi deltog i programmet,« fortæller Jan Valentin.

Hans produkt hedder Loading Dock Protector og består af slæder, der sørger for, at lastbiler kommer sikkert til og fra ramper, når en vare skal leveres.

Jan Valentin var tæt på at få en økonomisk indsprøjtning, da Jesper Buch kraftigt overvejede en investering.

Men Just Eat-stifteren endte med at sige, at han 'var ude', da værdiansættelsen var for høj.

Jan Valentin krævede, at løverne ville smide 1,5 millioner kroner for 2,5 pct. i firmaet bag opfindelsen samt maskinfabrikken, der producerer dem.

En værdiansættelse, som Jan Valentin – ifølge ham selv – bevidst havde sat for højt.

Jesper Buch (T.H) var tæt på at investere i Jan Valentins produkt.
Jesper Buch (T.H) var tæt på at investere i Jan Valentins produkt.
Vis mere

»Vi satte bevidst værdien så højt, at vi vidste, at løverne ikke ville investere,« siger Jan Valentin og fortsætter:

»Og hvis de så hoppede med på vognen, så var det i hvert fald fald en god handel for os.«

Jan Valentin gik som sagt fra programmet uden en investering, men han fortæller, at han fik alt det ud af programmet, som han ønskede.

I dag stortrives firmaet ifølge ejeren i flere lande, hvor det møder en særligt stor efterspørgsel fra Frankrig og Schweiz, hvor myndighederne har gjort det lovpligtigt at have en nem aflastning for lastbiler.

»Hvis jeg ser tilbage, så er jeg meget tilfreds med resultatet af vores medvirken,« siger han på godt sønderjysk.

Men Jan Valentins forklaring om gratis pr giver Jesper Buch ikke meget for:

»Jeg synes, det er en useriøs udmelding, og den passer simpelthen ikke,« siger Jesper Buch, før han fortsætter:

»Det er den nemmeste vej ud af et nej og for at få plejet hans ego. Jeg synes, det er dårlig stil.«

Jesper Buch var i 2018 nomineret til titlen 'Årets dansker'.
Jesper Buch var i 2018 nomineret til titlen 'Årets dansker'. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Heller ikke Mads Lund, som er producer på 'Løvens hule', køber Jan Valentins forklaring. Han fortæller, at det ikke er første gang, at deltagere kalder deres medvirken for 'gratis pr'.

»Vi har nogle gange oplevet, at iværksættere, der ikke fik den ønskede investering, senere kommer og siger, at det bare var for pr,« siger han og tilføjer:

»For mig ligner det nok en efterrationalisering, da vedkommende stod i programmet og sagde 'kom nu, Jesper' som opfordring til, at han skulle investere.«

Da B.T. foreholder Jan Valentin løvens og producerens udsagn, fastholder han, at han medvirkede i programmet for pr.