»Hvad pokker kan vi gøre? Det er hans valg, og det er hans liv. Det er bare ærgerligt.«

Kenneth Hansen og hans 'Luksusfælden'-makker Carsten Linnemann måtte i sæsonpremieren på programmet give op. Ikke fordi de ville, men fordi deltageren 23-årige Mathias simpelthen ikke ønskede deres hjælp.

Det gik ellers lige så godt. Sidst eksperterne så lastbilchaufføren, virkede han som én, der troede på, at han kunne blive gældfri.

Eksperterne var overbeviste om, at han havde fundet modet og engagementet til at overholde deres budget.

Veninden Camilla, Mathias og eksperterne.
Veninden Camilla, Mathias og eksperterne. Foto: Nent Group
Vis mere

Nu skulle han bare beviste, at han kunne klare den i en måned med et væsentligt lavere forbrug, mens eksperterne så ville forsøge at forhandle med hans i alt 30 kreditorer.

Mathias skyldte i alt 858.000 kroner væk. Penge, der stammede fra kviklån, forbrugslån, skat og privatlån.

Penge, der gik til et overforbrug af elektronik og biler. Selv om han havde næsten 33.000 kroner udbetalt månedligt, måtte han låne penge for at kunne betale sine regninger.

Det gik også ud over veninden Camilla, som flere gange måtte træde til. Og det tærede i den grad på deres venskab – særligt da hun opdagede, at han løj om pengene.

Carsten Linnemann og Kenneth Hansen.
Carsten Linnemann og Kenneth Hansen. Foto: Nent Group
Vis mere

Da eksperterne første gang mødte ham, afdragede han kun 2.300 kroner om måneden, og udsigten til at blive gældfri var ikke-eksisterende.

Men efter et utal af opkald og korrespondancer var det faktisk lykkedes eksperterne at spare ham 235.000 kroner. Den unge mand kunne med eksperterne hjælp være blevet gældfri om syv et halvt år.

Men sådan skulle det ikke være.

Da Kenneth Hansen og Carsten Linnemann forsøgte at arrangere et nyt møde med den østjyske mand, ignorerede han deres opkald. Kenneth Hansen ringede og ringede. Men telefonen blev aldrig taget. Til sidst fik han en sms fra Mathias:

Kenneth Hansen ringer og ringer. Men Mathias afviser at tage telefonen.
Kenneth Hansen ringer og ringer. Men Mathias afviser at tage telefonen. Foto: Nent Group
Vis mere

»I behøver ikke komme forbi. Jeg er ikke hjemme den dag. Budgettet er ikke blevet overholdt. Så det kan være lige meget,« læste han op for kameraerne.

»Han er ikke hjemme den dag?« lød det forbavset fra Carsten Linnemann. Deres arbejde var spildt.

Tilbage sad veninden Camilla. I programmet fortalte hun, at hun og Mathias ikke længere talte sammen. Kun når det drejede sig om de penge, han skyldte hende.

Foran kameraerne kom hun også med et bud på, hvorfor vennen pludseligt var skredet fra programmet.

»Jeg har lidt en forestilling om, at han ikke har overholdt aftalerne. Så måske kan det også være lidt pinligt for ham at skulle indrømme på tv, at han ikke har kunnet overholde det. Mathias har også allerede købt en ny bil,« sagde hun.

I 'Luksusfælden' afsluttes programmet normalt med et par ord om, hvordan det går deltagerne i dag. Det var ikke tilfældet for sæsonpremieren.

Hovedpersonen selv ønsker heller ikke at sætte ord på, hvorfor han valgte at springe fra, lige før eksperterne kunne præsentere resultatet af deres arbejde for ham.

»Mathias vil ikke stille op til interview, da 'Luksusfælden' er et overstået kapitel i hans liv, men det går ham rigtig godt i dag,« oplyser Nent Group, der står bag programmet, på vegne af deltageren.