Lørdag skal danskerne vælge deres favorit blandt de ti udvalgte sange i årets danske Melodi Grand Prix. Men spørger man katten Elliot - og det har B.T. naturligvis gjort - så er konkurrencen afgjort på forhånd.

Ethvert medie med respekt for sig selv henter et vilkårligt dyr ind, når store begivenheder skal forudses. Det så vi i særlig grad i 2010, da den tyske blæksprutte Paul gang på gang fejlfrit forudså, hvilket hold der ville gå videre under VM.

Nu forsøger katten Elliot, der ejes af et medlem af B.T.s redaktion, at gøre ham kunsten efter. Og som du kan se i videoen herover, så er den otte år gamle ragdoll nærmest ikke i tvivl om, at det er Leeloo med 'That Vibe', der skal vinde det danske Melodi Grand Prix.

Men om han får ret, aner vi virkelig ikke.

For ret skal være ret - Elliot er ikke ekspert på området, men har formentlig bare valgt sin sang ud fra, hvad han lige havde lyst til den dag.

Og på den måde opererer han nok ikke langt fra samme måde som de danskere, der har hørt sangene på forhånd på YouTube og Spotify, hvor de ti melodier har ligget tilgængelige siden 31. januar.

Og her er det Julie & Nina med 'League of Light', der står til at vinde, hvis man vurderer ud fra antallet af afspilninger på DRs officielle YouTube-kanal. På Spotify er den til gengæld kun den fjerdemest aflyttede. Her er det i stedet Jasmin Gabays 'Kiss like this', der har haft ultimativt flest afspilninger.

Slår man tallene sammen - og tager højde for, at Spotify har flere afspilninger end YouTube - vinder Jasmin Gabay knebent. På tredjepladsen finder vi Leonoras 'Love is forever'.

Men at danskerne tilsyneladende nyder at lytte til Julie & Nina og Jasmin Gabay i tiden op til sangkonkurrencen er ikke nødvendigvis udtryk for, at det også er dem, de anser som den værdige vinder af det danske Melodi Grand Prix.

Det så man i voldsom grad i 2016, hvor Spotify nærmest eksploderede i afspilninger af Muri og Marios 'To Stjerner', der stod for svimlende 72 procent af de samlede afspilninger af grandprix-numre.

Der var således langt ned til den andenmest aflyttede, Simone med 'Heartshaped Hole', som stod for sølle seks procent.

Ingen af dem tog dog sejren, der som bekendt gik til Lighthouse X og sangen 'Soldiers of love', og dermed kan man udelukke streamingtjenester som et sikkert værktøj til at spå om vinderen.

Har man mere fidus til bookmakerne, lyder meldingen her, at det bliver Leonora, der tager sejren.

Andenpladsen spås at gå til Julie & Nina, mens Simone Emilie, ifølge bookmakerne, tager tredjepladsen.

Stoler du hverken på katte, streamingstjenester eller bookmakere, så kan du naturligvis også bare benytte dig af den sidste, men mest sikre, metode til at finde ud af, hvem der skal forsvare de rød-hvide farver i Tel Aviv til maj:

Tænd tv'et, læn dig tilbage i sofaen og vent på resultatet, som falder kort før klokken 22 lørdag aften. Det hele kan naturligvis følges tæt her på bt.dk. God fornøjelse, og husk at printe vores stemmeseddel ud, så du er klar.