Den store byggemarkedskæde Stark er netop blevet solgt.

Og det er anden gang inden for tre år, at kæden skifter ejer.

I denne omgang er det den britiske kapitalfond CVC Capital, der har købt Stark Group for en pris i milliardklassen.

Det skriver Børsen.

»Jeg er utrolig glad for at få CVC som vores nye ejere, fordi de forstår vores virksomhed og den vækstrejse, vi er på. Det skal vi fortsætte,« siger Søren P. Olesen, administrerende direktør i Stark Group, til mediet.

CVC Capital køber byggekæden af den amerikanske kapitalfond Lone Star.

Stark Group har 420 byggemarkeder fordelt på fem lande og levede senest et overskud på næsten 700 millioner kroner for 2019/2020.

Kæden har hovedsæde i Danmark, men med opkøbet vil man især forsøge at sætte hårdere ind i Tyskland.