Da coronakrisen ramte, frygtede mange danske virksomheder at blive hårdt påvirket.

Det fik det danske firma Dansk Auto Logik, som transporterer biler for blandt andet de store bilimportører, til at fyre 90 medarbejdere ud af i alt 280. Men nu er knap halvdelen af dem, som fik en fyreseddel, blevet genansat.

»De prognoser, vi fik lavet, var for pessimistiske. Men corona gik ikke så hårdt ud over branchen, som jeg forventede, og som de folk, jeg talte med i branchen, forventede. Vi fik bedre styr på sygdommen i Danmark end andre steder i Europa, og dermed fik vi hverdagen hurtigere tilbage,« siger Kurt Rath, der er administrerende direktør i Dansk Auto Logik til Jydske Vestkysten.

Størstedelen af dem, som er kommet tilbage på arbejde, er chauffører. Her er 20 af de 30 fyrede blevet genansat.

Derudover er nogle af firmaets pladsmedarbejdere og en række administrative ansatte tilbage.