Arbejdernes Landsbank, der er vokset kraftigt siden krisen, øgede resultatet med en halv milliard i 2017.

København. Arbejdernes Landsbank har landet en rekordhøj indtjening i 2017, hvor der er hentet gevinster fra salget af aktier i Alka, som er blevet købt af konkurrenten Tryg.

Det skriver Ritzau Finans.

I årsregnskabet fra Arbejdernes Landsbank, der er offentliggjort onsdag morgen, fremgår det, at årets resultat er forbedret mere end 500 millioner kroner på grund af den urealiserede kursgevinst fra Alka-aktierne.

Det bidrog til at sende det samlede resultat før skat op på 1,3 milliarder kroner. Efter skat lød resultatet på 1,2 milliarder kroner.

- Vi er super tilfredse med resultatet. Det er historisk stærkt, og det bekræfter på alle måder, at 2017 har været et fantastisk år i Arbejdernes Landsbank.

- Ser man på resultatet før denne kursgevinst (Alka-salget red.), havde banken i forvejen opnået et historisk stort overskud for 2017 på knap 800 millioner kroner, skriver Gert Jonassen, Arbejdernes Landsbanks administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

Ligesom flere af sine kolleger har Arbejdernes Landsbank i det forgangne år nydt godt af lavere nedskrivninger på grund af sunde kunder.

Det har tilsammen medvirket til, at banken sidste år havde et nedskrivningsniveau - det, der sættes til side til tab på udlån - tæt ved nul procent.

De lave nedskrivninger har givet bedre mulighed for at investere hos Arbejdernes Landsbank, som har løftet sine omkostninger med 9,7 procent. sammenlignet med året før.

- De stigende omkostninger er et udtryk for, at vi investerer i forbedring af både den fysiske og den digitale kundeservice.

- Investeringerne på den digitale front bygger på en klar ambition om at kunne tilbyde kunderne de bedste digitale løsninger, der sammen med den personlige kontakt, kan løfte kundeoplevelsen, skriver Gert Jonassen.

For det nye år venter Arbejdernes Landsbank et resultat før skat i niveauet 300-400 millioner kroner.

/ritzau/