Christian Eriksen er blevet inviteret til Wembley for at se EM-finalen på søndag.

Det er UEFA, der har inviteret den danske landsholdsstjerne, efter han kollapsede mod Finland i Parken den 12. juni.

Det skriver Retuers.

Christian Eriksen kender Wembley særdeles godt. Hans tidligere klub Tottenham havde således hjemmebane på det mytiske stadion, da deres nye hjemmebane var ved at blive bygget.

Foto: DAN MULLAN
Vis mere

UEFA skriver i en mail til B.T. tirsdag eftermiddag, at Christian Eriksen ikke er den eneste, som de har inviteret.

'Christian og hans kone er blevet inviteret af UEFAs præsident, men vi ved ikke, om han vil komme endnu, eller om de foretrækker at hvile.'

Mandag skrev Fagbladet FOA, at seks paramedicinere ligeledes var inviteret til London på søndag. Det var seks af de personer, som var med til at redde Christian Eriksens liv på græsset i Parken.

De havde talt med Peder Ersgaard, der sagde, at han var blevet blæst bag over, da han modtog den herlige mail med en invitation.

Han tilføjede ligeledes i interviewet, at han var pavestolt over indsatsen, som alle leverede, da Christian Eriksen kollapsede kort før pausen mod Finland.

Det vides ikke på nuværende tidspunkt, om Inter-stjernen har takket ja til invitationen eller ej.

Efter sit kollaps på banen var Eriksen efterfølgende indlagt på Rigshospitalet til undersøgelser.

Her fik han indopereret en ICD-enhed, som skal sætte hjertet i gang igen, såfremt noget lignende måtte gentage sig. Det er endnu uvist, hvad det får af betydning for Eriksens fodboldkarriere, hvor han til daglig tørner ud for de nykårede italienske mestre fra Inter.

Tirsdag aften skydes semifinalerne ved EM i gang, når Italien møder Spanien klokken 21.00. Onsdag aften gælder det så England mod Danmark.