Sagen om Sofie Linde, der under Zulu Comedy Galla afslørede en #Mee-too-historie, har trukket flere overskrifter i de danske medier.

Og i radioprogrammet 'Det vi taler om' var det også en af udsendelsens helt store historier.

Sofie Linde fortalte nemlig under Zulu Comedy Galla, at hun som 18-årig nyansat i DR blev overfaldet af en magtfuld DR-profil til en julefrokost, der ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob.

Det sagde Sofie Linde nej til, og hun har endnu ikke sat navn på den mand, der skulle have sagt det.

Og lige præcis det med, at der ikke er sat navn på manden, bliver diskuteret i 'Det vi taler om.' Her bestod  panelet af kommunikationsekspert Anne Kirstine Cramon, teateranmelder på Berlingske Tidende, Jakob Steen Olsen, og chefredaktør på Se og Hør, Niels Pinborg, samt radioværten Ditte Okman.

Ditte Okman fortæller i programmet, at hun faktisk synes, det er upassende at fortælle navnet. Hun synes dog, at Sofie Linde bør sige det til DR, hvis manden stadig er ansat derude.

Men her bryder Anne Kirstine Cramon altså ind. For hun er ikke enig. Hun synes, navnet skal nævnes, uanset om han stadig er ansat i DR eller ej.

Sofie Linde på scenen ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Sofie Linde på scenen ved ZULU Comedy Galla 2020 der afholdes i Operaen i København, onsdag den 26. august 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hun mener, at en masse mænd nu er under mistanke, og det har endda fået flere kendte mænd til tasterne på de sociale medier, hvor de fortæller, at det altså ikke er dem:

»Jeg kunne bare se, at Mads Steffensen for eksempel har lagt et billede op sammen med Joachim Ingversen, som er Sofie Lindes mand. Det er jo helt klart et signal på at sige ‘det var i hvert fald ikke mig’, og Lasse Rimmer har også skrevet på Twitter ‘Jeg var kun ansat på DR indtil whatever årstal i 90’erne, så det er heller ikke mig’,« siger Anne Kirstine Cramon i programmet.

Jakob Steen Olsen er heller ikke enig med Ditte Okman. Han mener nemlig også, at navnet skal på bordet:

»Det er ikke gratis at sige det her, for det kaster jo skygger ud over Danmarks Radio. En ting i forhold til de enkelte TV-profiler, som kan få lyst til at dukke sig, hvad enten de er skyldige i noget som helst eller ej. Men også i forhold til hele institutionen. Har Danmarks Radio styr på deres personalepolitik? Er de i stand til at beskytte deres ansatte. Er der flere af sådan nogle sager?« siger Jakob Steen Olsen og fortsætter:

»Hvad sker der egentlig ude i Danmarks Radio. Så på den måde er det jo klart, at når hun siger det her, så åbner der sig en hel historie af mistænkeliggørelse i Danmarks Radio. Det gør der bare.«

Også Niels Pinborg mener, at Sofie Linde burde smide et navn på bordet. Men han understreger, at Sofie Lindes oplevelse selvfølgelig er skrækkelig:

»Du starter i hvert fald en heksejagt her,« siger Niels Pinborg og fortsætter:

»Det, hun jo i virkeligheden er i gang med lige nu, det er at beskylde DR for at have en kultur med sexovergreb, som jeg mener, det her er, hvis der kommer en chef, der kan smadre din karriere og siger ‘sut min pik’, eller du bliver aldrig til noget. Det er for mig at se et overgreb. Hvis det er en kultur i DR, og hun har ret i det – og hvorfor skulle hun ikke have det. Hvorfor skulle hun lyve om det –så har DR et kæmpestort problem, hvis ikke de kommer det her til bunds.«

»Hvad har vi lært af #Mee-too,« spørger Jakob Steen Olsen og fortæller, at det selvfølgelig er svært for en 18-årig pige at gøre noget ved det, når man står i situationen, og at det stadig er svært den dag i dag. Men det hele #Mee-too handler om, er jo, at man gør noget ved det:

»I det her tilfælde, hvor Sofie Linde ved, hvad hun gør, som bruger det her aktivt, så må hun også læse side to i Mee-too håndbogen, som handler om, at så må du simpelthen følge den til dørs. Så må du jo lave en sag ud af det,« siger Jakob Steen Olsen.

Og her bryder Ditte Okman ind og siger, at hvis Sofie Linde ikke fortæller navnet, så kan det jo i realiteten være hvem som helst.

»Men det finder vi ud af. For DR kan simpelthen ikke leve med at have den her mistanke mod alle hængende. For når du ikke kan mistænke en specifik, så må du mistænke alle i sagens natur,« afslutter Niels Pinborg.

Hør hele programmet, som findes herunder, eller se en liveoptagelse øverst i artiklen.