Det har været en speciel oplevelse at være i Kiev den seneste uge. Fredag sidste uge kom Joe Biden med advarslen om, at Kiev formodentlig ville blive angrebet inden for få dage, og jeg måtte træffe nogle hurtige beslutninger med mine chefer om, hvorvidt det var forsvarligt at blive, hvis raketterne om få timer ville regne ned over Kiev.
Den relative ro blandt de lokale overbeviste mig om at blive. Det medførte naturligvis en vis bekymring mange steder. Der bor cirka fem millioner mennesker i den ukrainske hovedstad, og Bidens advarsel kunne let have medført panik. Det gjorde den nu ikke. Jovist, oligarkerne og de rige forlod byen, men for langt de fleste gik hverdagen videre.
Det er interessant, at Vestens ledere nu i ugevis har råbt 'ulven kommer', men at de roligste af os alle tilsyneladende er ukrainerne selv. Mange i Kiev tror simpelthen ikke på, at Putin vil angribe. Om det er, fordi de som strudsen stikker hovedet i busken eller bare har en bedre indsigt i russernes psyke end os andre, skal jeg ikke gøre mig klog på.
Jeg betvivler bestemt ikke Vestens efterretninger, men det er bemærkelsesværdigt, hvor forskelligt disse kan tolkes. Og man skal huske på, at store udenlandspolitiske begivenheder også kan bruges til interne, politiske anliggender.
Det er med de briller på ganske belejligt for premierminister Boris Johnson hver dag at kunne advare om, at Putins angreb kan komme hvert øjeblik. Dermed undgår han nemlig yderligere fokus på partygate, der som bekendt var ved at koste ham hans politiske liv.
Det er bestemt også brugbart for Joe Biden at kunne vise sig som en rigtig statsmand, der ikke er bange for den russiske bjørn. Efter Afghanistan-fadæsen var der akut brug for en lejlighed til at træde i karakter. Den har Biden fået af Putin. Også EU har nydt godt af behovet for sammenhold. Sjældent har der været mere ro i rækkerne. Uro udadtil kan virkelig skabe ro indadtil. Det har denne krise vist.
Den har også vist, at der er et bydende behov for, at vi bliver bedre til at definere, hvem vi er, og i hvilken grad vi står sammen. Det er uheldigt og nærmest uforståeligt, at vi har tilladt Putin kontrollen med energiforsyningen til Europa. Mon ikke der bliver lavet om på det i fremtiden?
Personligt er jeg efter mere end 14 dage i Ukraine ikke blevet stort klogere på, hvad det er, russerne virkelig ønsker. Ingen tvivl om, at Putin har solet sig i lyset fra alverdens blitz og kameralinser. Men det er svært at se, hvad han på den lange bane kan få ud af krisen – medmindre Rusland endegyldigt har besluttet sig for at spille andenviolin i forhold til Xi Jinping og Kina.
Et frontalt angreb på Ukraine vil endegyldigt fastslå Ruslands rolle som paria i verden. Det er ikke en position, det er let at bygge videre på, selv for Putin.
Samtidig kan jeg bekræfte, at modstanden mod russerne i Ukraine er så udtalt, at et forsøg på at fastholde magten i Ukraine vil kræve så mange af Ruslands ressourcer, at det kan blive et nyt Afghanistan.
Derfor strider et sådant angreb mod al sund fornuft. Det er jo ikke det samme, som at det ikke kan ske. Emmanuel Macrons folk berettede efter besøget i Moskva om, at Putin har ændret sig radikalt og er blevet mere paranoid og lunefuld.
Det er dog mere sandsynligt, at russerne vil forsøge at skabe en mindre lokal sejr i Donbas-regionen, hvor der er mange prorussere. Et andet muligt spil for Putin er en officiel godkendelse af udbryderregionerne Donetsk og Lugansk, hvilket vil give Rusland en slags trojansk hest inde i Ukraine. Putin kunne dog også vælge at fortsætte med at spille kispus med Vesten i ugevis.
I Æsops fabel om drengen, der vogter får, råber drengen flere gange ’ulven kommer’, fordi han keder sig. Da ulven endelig kommer, gider ingen længere lytte til drengens advarsler.
Noget lignende kan være ved at ske i Ukraine. Mange af Kievs borgere påpeger, at Vestens ledere hele tiden blæser i dommedagsbasunerne. Hvis ulven endelig kommer, kan det ende med en katastrofe, fordi ukrainerne ikke længere tager truslen alvorligt. Og der er der ingen tvivl om, at ulven står klar ved grænsen til Ukraine.
