Ged i hverdagen...

'Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
(…)
morgenkyssene
postens smæld i entréen
kaffelugten…'

Dan Turèll skrev sin hyldest til hverdagen i 1984. Jeg elsker hans nede-på-jorden-poesi. Han fangede øjeblikket og beskrev det genkendelige med få ord. Og, nåh ja, så rammer dette digt mig lige i solar plexus, for jeg holder også af hverdagen. Ikke festerne. Ikke det store sus, selvom det så dejligt kan bidrage til livet engang imellem. Intet overgår i mine øjne hverdagen.

I sidste uge fik jeg imidlertid et helt andet indblik i nogle andre menneskers hverdag. Sammen med Folkekirkens Nødhjælp rejste jeg til Malawi for at besøge nogle af verdens fattigste mennesker. Min familie var med, og min yngste søn stillede det meget relevante spørgsmål: 'Er det ikke lidt tarveligt at tage ned og kigge på fattige mennesker?'

Men så måtte jeg svare ham, at det ikke handlede om at gå og betragte udefra, men om at træde ind i disse menneskers kreds og sammen med dem opleve hinandens forskelligheder.

Jeg kan blot sige, at det blev et meget rørende møde, hvor nye rutiner lynhurtigt blev adopteret. Toiletbesøg, bad, det at have et værelse eller sove på en sivmåtte blev med ét et håndgribeligt eksempel på forskellighederne, hvorimod leg, madlavning og sang blev det, der helt uhindret bandt os sammen.

Jeg nåede også at møde purunge danskere, der havde meldt sig til frivilligt arbejde. Min beundring for deres mod til at gøre op med en måske ikke så udfordret hverdag hjemme i Danmark står uden grænser. Det kræver noget særligt at rykke væk fra tryghed og morgenkaffe og kaste sig hovedkulds ud i jordhytter, gedehold og mudret drikkevand.

Vi havde en tolk med, og noget af det første, jeg spurgte vores værtsfamilie om, var: Hvordan ser jeres hverdag ud i morgentimerne? Svaret var:

»Vi står op klokken 4 om morgenen og går i marken samt lukker dyrene ud. Ved 7-tiden går vi tilbage til vores hus og drikker te og får lidt mad, inden det første hold børn skal i skole (man sender børnene af sted i to tempi, da der ellers ikke er pladser nok i skolen).«

Jeg fortalte dem så om vores morgenritual, som er noget af det, jeg har allermest kær: Vi står op halv syv, vækker børnene, spiser morgenmad sammen, hvorefter vi alle fire cykler til skole. Når børnene er afleveret, tager min mand og jeg forbi Emmerys, hvor vi drikker en kop kaffe, inden vi cykler hjem og starter dagen.

Familien syntes, det var det morsomste. Tænk, at vi cyklede og drak kaffe. De rystede på hovedet. Jeg bilder mig ikke ind, at det stod øverst på deres ønskeliste. Men der er alligevel ikke så stor forskel på deres vaner og vores.

Det er bare et andet udgangspunkt og andre omgivelser. Det er nemt at forestille sig, at disse meget fattige mennesker på verdens fattigste kontinent sidder mismodigt stille, mens livet passerer forbi. Men intet kunne være mere forkert.

De er fuldt ud bevidste om, hvor vigtig børnenes uddannelse er, og de gør sig umage hver eneste dag med at holde hus og dyr og få midlerne til at vokse. Geder fra Folkekirkens Nødhjælp er årsag til, at nogle af drømmene er  blevet ført ud i livet. Det skorter heller ikke på ambitioner om en bedre levestandard.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at også de holder af hverdagen, hvilket faktisk er en fantastisk positiv og opløftende tanke at have med sig hjem.

Ville jeg bytte med min værtsfamilie? Nej, men jeg tror faktisk heller ikke, de ville bytte med mig. De mangler snart sagt alt, og den ringe hjælp, jeg kan tilbyde, er kun en dråbe i havet. Men altså ikke desto mindre en dråbe. Hvilket er bedre end ingenting.

Hjemvendt fra Malawi må jeg endnu engang glædes over, at jeg har været så heldig at blive født på disse breddegrader. Jeg kigger mig omkring og ved, der er grund til at være taknemmelig. Og jeg gentager de sidste linjer af Dan Turèlls digt for mig selv:

'Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen'