Debatindlæg af Ulla Curdt, Jobcentrets Ofre, ledig fleksjobber

Laura Lindahl (LA) og Emilie Jäger (LAU) har skrevet et debatindlæg om landets beskæftigelsespolitik. Indlægget udmærker sig især ved ikke at indeholde fakta af nogen art – det består udelukkende af påstande.

Egentlig ikke overraskende, da begge skribenter er unge og raske, næppe har været i kontakt med et jobcenter og hverken har en sundheds- eller socialfaglig baggrund. Deres påstande baserer sig således ene og alene på et liberalistisk menneskesyn og ideologi.

En af deres påstande er, at det ikke skal være op til folk selv at vurdere, om de kan arbejde Det skal afgøres af socialrådgivere og læger – »præcis som det er i dag.«

Ja, gid det var så vel.

Men lægerne er gennem 00'erne og 10'erne blevet kørt længere og længere ud på et sidespor, når det gælder vurdering af deres patienters arbejdsevne. Det kan kun kommunen.

Det har adskillige læger kritiseret stærkt, bl.a.  Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, i en  kronik i Ugeskrift for Læger (28. maj 2018). Og læge Anders Erreboe har beskrevet samarbejdet mellem kommunens beskæftigelsesforvaltning og patienternes læger som 'nærmest nødlidende'.

Mange læger mener, at den sagsbehandling, som deres patienter udsættes for i landets jobcentre, kun forværrer situationen. Mennesker bliver ganske enkelt mere syge af den 'hjælp' de får i jobcentrene.

Laura og Emilie repræsenterer det ideologiske standpunkt, at alle skal arbejde, og at syge er mere raske, end lægerne vurderer. Resultatet er, at flere og flere syge og handicappede mennesker indlemmes i den voksende gruppe af dem, der 'godt kan, men ikke vil', og dermed ikke længere er værdigt trængende.

Dette er et enormt værdiskred i hele vores måde at tænke social sikkerhed på, og det har katastrofale følger for dem, der rammes af sygdom eller ulykke.

Så det er altså de facto kommunale sagsbehandlere, der afgør, om et menneske er for sygt til at arbejde.

Men i det mindste er de socialrådgivere... NEJ!

En alt, alt for stor del af dem er alt muligt andet - fra cykelsmed til bachelor i filmvidenskab. I Københavns Kommune er det ca. 90 procent af samtlige sagsbehandlere, der ikke er socialrådgivere. Og oveni det har de i de fleste kommuner langt flere sager end det anbefalede maksimum.

Så det er altså det, syge mennesker i dagens Danmark bliver mødt af: Sagsbehandlere der hverken har en sundheds- eller socialfaglig baggrund og som er underlagt en rigid forvaltningspraksis og desuden ofte stramme sparekrav, og som i øvrigt udskiftes hurtigere end de fleste skifter sokker.

Det er disse horrible og umenneskelige forhold, vi i Jobcentrets Ofre og i talrige andre grupper i de sociale modstandsbevægelser forsøger at bekæmpe.

Vi er ikke en gruppe, der »samles og bekræfter hinanden i, at de ikke kan arbejde, og at systemet snyder og svigter dem,« som Lindahl og Jäger påstår.

Vi er en gruppe, der, hvis ikke vi havde samlet os, ville sidde isoleret hver for sig, afmægtige i et grotesk, kafkask system. Vi er en gruppe, som støtter og hjælper hinanden med bl.a. at finde vej gennem en 30.000 siders lovjungle, og som bruger vores sparsomme kræfter på at forsøge at råbe politikere og medier op. Og vi 'bekræfter ikke hinanden i, at systemet snyder og svigter', men vi samler dokumentation for, at det faktisk er tilfældet, og vi har samlet MEGET.

Vi kæmper også for raske mennesker med fast arbejde. Det er bare de færreste af dem, der ved det.

Så lad mig til sidst minde alle jer raske om, at sygdom er hver mands herre, og at alle kan komme ud for et trafikuheld. Og tro mig, så er det ikke det nuværende system, man ønsker at komme ind i!