Vi har efterhånden hørt den nogle gange – statsministerens historie om, at vi alle er i samme båd i kampen mod corona.
Men nej. Det er vi ikke. Vi er ikke i samme båd, uanset hvor mange gange vi får ordene presset ned i halsen.
Regeringen har nemlig lovgivningsmæssigt sørget for, at nogen sejler trygt derudad i sikker motorbåd, mens andre klamrer sig til en tømmerflåde i stormvejr.
De mest udsatte er desværre allerede druknet.
Befolkningen kæmper ikke sammen. Et mindretal står derimod helt alene med den økonomiske regning. For mens de offentligt ansatte kunne gå hjem med fuld løn, fik de selvstændige maksimalt 23.000 kroner i lønkompensation til deres ansatte og måtte finde resten selv – man var jo usolidarisk, hvis man fyrede medarbejderne under nedlukningen, lod Frederiksen forstå. Man skulle udvise samfundssind. Men altså kun de selvstændige!?
For mens de offentligt ansatte ikke skulle ofre så meget som én feriedag, skulle de selvstændige betale ublu summer i revisionsudgifter for at komme i betragtning til lidt kunstig åndedræt fra staten, et blankt afslag eller slet ikke noget svar.
Utallige virksomheder venter stadig på hjælp fra første nedlukning!
Tvangslukning er ikke at være »i samme båd«. Det er at være vippet udover kanten og få lov at sejle sin egen sø med løbende udgifter.
Men selvstændige er ikke venstrefløjens typiske vælgerskare, så hvorfor bekymre sig om dem? Mette Frederiksen og gamle DSU-venner kører benhård »splitting«, hvor de forsørgende kæmper for overlevelse, mens statens ansatte kan sidde i tryg vished om, at lønnen tikker ind, fuldstændig som den plejer, hele vinteren igennem. Det må være dejligt. Tillykke.
Men om jeg begriber, at venstrefløjen ikke er mere interesseret i at holde hånden under erhvervslivet – og her mener jeg ikke kun i overført betydning, men også i praksis. Det er trods alt vores virksomheder, der år efter år sørger for, at vi kan have det omfangsrige velfærdssystem, samme venstrefløj jo er så glad for – og år efter år vil udvide.
Hvem skal betale, hvis man udsulter erhvervslivet? Og jeg gider ikke den der retoriske leg, hvor Mette og DSU-vennerne spammer med frikadunser, markrelmadder og æbleskiver og lange opdragende taler om den gode tone og opfordringer til at stå sammen.
Det er vores politikere, der om nogen har splittet landet med det, jeg mistænker for manipulerende taburettænkning. Man bliver ikke folkelig, bare fordi man råber folk ind i hovedet, at man er folkelig. Man er folkelig og samlende, når man faktisk tænker på hele befolkningen og ikke kun plejer sin stemmeskare på Facebook.
Ondt af Jane
Jeg fik næsten ondt af Jane – Frank Jensens kone – da jeg læste, at den håndfuld krænkede, der havde mod til at stå frem mod den øreslikkende borgmester, nu var steget til hele 12 personer.
Det var åbenbart en almindelig kendt ting, at Frank var pågående, og mange tog deres forholdsregler – men Jane anede intet og turnerede i efteråret med historien om alle uretfærdigheden mod Frank. Måske virkeligheden også går op for Jane. Og den er ikke rar. Men det var det heller ikke for de 12 kvinder, der blev forulempet af en liderlig mand med lokumsskæg.
Ondt af Østergaard
Man kunne også få lidt ondt af Morten Østergaard, der i denne uge meldte ud, at han ikke genopstiller til næste valg. Det er sgu da også forbandet, at det skal koste så meget at tage en kollega på låret – hvis det altså bare var det. Østergaard har flere klager på samvittigheden. Faktisk så mange, at partiet måtte udpege 'barnepiger', når Morten skulle drikke alkohol. Det er aldrig godt. Jeg kender det godt selv, det der med at feste lidt for meget, men har endnu ikke forgrebet mig på nogen. Nu er spørgsmålet bare, hvad der kommer frem i Kvinfos rapport om netop Østergaards ellers pæne parti. Mon der er nogen, der ryster i bukserne?
Lettelse
Og så kom lettelsen. Midt i det her pandemi- og krænker-show var det bedste, der skete i ugen, da jeg så en video om et får, der var blevet væk fra sin gård og nu var fundet efter et antal år. Fåret bar rundt på 35 kilo uld og kunne kun lige se ud af øjnene mellem de store, hårde og lidt beskidte klumper. Den blev barberet, fik en kappe på (hvorfor?), og så blev den ført ind i en bås med noget halm. Fåret virkede fuldstændig indifferent, og jeg ved ikke, hvad der var så fascinerende ved det, men jeg tror, det svarer til at sætte tre Hallmark-film på en eftermiddag, når man bare har fået nok af politik, pjatteri og konflikt. Prøv det.
