Der lød et regulært ramaskrig for 21 år siden. Hun endte på forsiden af B.T., og både politikere og almindelige danskere var oprørte, vrede og stod i kø for at tage afstand fra galningen.
Men det var dengang.
Dengang daværende indenrigsminister, Karen Jespersen, luftede tanken om at sende afviste asylansøgere og flygtninge ud på en øde ø. Hvor den præcis skulle ligge, ville ingen rigtig gå konkret ind i, og Karen fik da også lukket kæften relativ hurtigt og endte som bekendt med at gå fra Socialdemokratiet over til Venstre.
I dag er det helt normal samtale omkring spisebordet, hvor vi placerer de kriminelle udlændinge, vi af juridiske årsager ikke kan returnere til deres respektive lande.
Et bud var øen Lindholm. Senest kom Langeland i spil, men den er ikke helt så øde. Sidste skud på stammen er forslaget om et udrejsecenter i Rwanda.
Lad mig slå fast, at jeg ikke kunne være mere interesseret i at få alle kriminelle indvandrere og asylansøgere sparket ud af landet, hurtigst muligt.
Jeg er dybt forarget over, hvor mange udvisningsdomme man kan få i det her land, og endnu mere frustreret over, når udvisningen alligevel ikke kan eksekveres.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad fanden de i Rwanda har gjort for at skulle belemres med de dybt kriminelle og ofte sygt afstumpede typer, der ikke fortjener andet end en sål i røven eller en fodlænke om anklen.
Er det en form for ulandsbistand? Får det afrikanske land en særlig økonomisk gevinst for at trækkes med dem, vi andre åbenbart ikke lige magter at håndtere og glo på? Jeg spørger helt åbent og nysgerrigt: Hvad får deres befolkning ud af at have dem rendende?
Skal de bo i byer, hvor deres befolkning vel næppe vil byde dem mere velkommen end borgerne omkring Kærshovedgård eller på Langeland? Eller skal de ud på en eller anden slette, der vel svarer til netop at sende forbryderne til Lindholm?
Uden nogensinde at have betrådt Rwanda – og det kommer jeg nok heller ikke til – så lugter det altså lidt af hvidt herredømme, når vi eksporterer vores problemer til de fattigste egne af verden. Belejligt, ja, men ikke videre sympatisk.
Kunne man genoverveje Karen Jespersens forslag om at sende dem ud på en øde ø? Alternativt bygge et sikret fængsel på en mark? De kriminelle indvandrere har muligvis udstået deres straf for mord, voldtægt og kidnapninger, men de opholder sig jo her ulovligt.
Jeg er ikke politiker, men må jeg opfordre Christiansborg til at komme til lommerne, hvis »Udrejsecenter Rwanda« bliver en realitet. For helt kønt ser det sgu ikke ud.
Lang i masken
Jeg blev sgu lidt træt i masken, da jeg læste om den dansk-somaliske sygetransportchauffør, der efterlod en døende mand på 72 år i en trappeopgang efter at have hentet ham fra hospitalet.
»Ring 112,« råbte han en etage op til den døende mands kone, der var kommet ud for at tage imod sin mand. Siden forsvandt chaufføren ud af opgangen. Hej hej, ikke mit problem!
Men helt elendig blev jeg, da jeg læste dommen. Tre måneders betinget fængsel – og fortsat ret til at køre erhvervskørsel. Må jeg foreslå hans arbejdsgiver at lære chaufføren medmenneskelighed? Eller bare at passe sit fucking job?
Forbrydelse og straf
Og så er der dårligt nyt til ofre for indbrud, røveri og vold.
En spritny opgørelse viser nemlig, at der i gennemsnit gik hele 378,5 dage fra anmeldelse af for eksempel personfarlig kriminalitet, til dommen faldt. Helt sort ser det ud for østjyderne, som i snit må vente hele 469 dage fra anmeldelse til dom.
Men hvor er det da bare smadder dejligt at se, at når det gælder coronarelaterede forbrydelser, som at holde fest i en garage eller at have råbt slagord mod regeringens nedlukningspolitik – eller endnu værre: at have delt et billede på Facebook af en Mette Frederiksen-dukke i brand – så falder dommen prompte.
Stor tak til politi og domstole. Prioriteringerne synes at sidde lige i skabet.
Et sted at starte
Til gengæld kan unge som gamle glæde sig over, at vores statsminister har udtrykt »bekymring« for fænomenet »ulønnet praktik« og andre løse ansættelser. Hvad det sidste dækker over, ved jeg ikke. Jeg tror, det er mig, og jeg er altså ret glad for løs ansættelse og har intet ønske om fast job.
Jeg ved, at Socialdemokraterne om nogen har en lønmodtagermentalitet, men måske de lige skulle feje for egen dør og rydde op i de utallige jobopslag, hvor de søger ulønnede praktikanter, på freaking fuld tid. Et sted skal de jo starte.
