Udenrigsminister Jeppe Kofod er ekstraordinært glad for at blive fragtet rundt i privatfly. En løsning han har brugt betragteligt mere end sin forgænger Anders Samuelsen.

Her kan man allerede blive en kende forarget over ministerens hang til den dyre løsning, når der er mulighed for at tage et almindeligt rutefly. Men det, der får forargelsesbarometret til at brage op i det røde felt, kom frem onsdag i B.T.

Udenrigsministeriet havde nemlig mulighed for at få dækket udgifterne til en række flyrejser til og fra møder i EU. Men ministeriet har simpelthen glemt at ansøge EU om at få pengene refunderet.

Den forglemmelse har kostet 567.591 kroner.

Det kan virke som småpenge i det store regnskab, der hedder statskassen.

Men det er jo håbløs forvaltning af skatteborgernes penge, når man på grund af sløseri ikke har fået pengene refunderet.

Udenrigsministeriet kalder det 'en dybt beklagelig fejl'.

Og her må man bare give dem ret. Det er faktisk torskedumt og en parodi på godt embedsmandsarbejde, og den slags brølere rokker ved hele tilliden til ministeriet på Asiatisk Plads.

Hvad værre er, så opdager ministeriet først sin egen fejl, da B.T. gør dem opmærksom på det. Og nu er det for sent. EU-kassen er smækket i, fordi rejserne er foretaget i 2019 og 2020.

Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet, rammer lige på kornet med denne vurdering af sagen:

»Det er ganske enkelt pinligt. Det er bestemt ikke godt, at man åbenbart først bliver opmærksom på problemet, når I spørger ind til det,« siger Per Nikolaj Bukh.

Spørgsmålet rejser sig: Hvis de ikke har styr på noget så simpelthen som refusion af udgifter, hvad kan de så ellers finde på at glemme?

Det er ikke betryggende, når embedsmænd, der får pertentlighed serveret med modermælken på universitet, laver så banale fejl og ikke engang selv opdager det, før et medie henleder deres opmærksomhed på det.

Det er et spørgsmål, som embedsmændene må finde sig i at have hængende over hovedet i den kommende tid. Det er prisen for sløseri med vores alle sammens skattekroner, uanset beløbet.

Der skal strammes op på Asiatisk Plads.