Det har længe været en gigantisk udfordring for retsfølelsen, at kun cirka 1 ud af 100 oplevede voldtægter er endt i en dom til en gerningsmand.
Dilemmaet er naturligvis, at når der som oftest kun er to mennesker til stede, når et overgreb finder sted, og hvis der ikke ligefrem er fysiske skader eller andre vidner, er det svært at løfte bevisbyrden mod gerningsmanden. Det ender med at blive ord mod ord, og vi har generelt det fornuftige princip, at det er værre, hvis en uskyldig bliver dømt, end hvis en skyldig går fri.
En af konsekvenserne har været, at mange ofre - og det er jo i disse sager oftest kvinder - på forhånd har opgivet at indlede en sag, når de har oplevet et overgreb.
Kampen for retfærdighed har simpelthen alt for sjældent været værd at kæmpe, fordi den synes tabt på forhånd. Dertil kommer talrige beretninger om ikke at blive taget alvorligt af politiet ved anmeldelser.
B.T. har været blandt de medier, der har kigget kritisk på den nuværende situation for voldtægtsofre. I en længere serie har vi gennemgået sager og dokumenteret, hvor sjældent der falder dom.
Tre modige kvinder i form af Liv, Emilie og Tannie, der i artiklerne stod frem og fortalte om deres oplevelser, tog imod en invitation til et møde med landets tidligere justitsminister for at forklare ofrenes problemer.
Med sig havde de flere råd, som de mente ville forbedre forholdene for voldtægtsofre.
10 ud af Straffelovrådets 11 medlemmer har siden gjort sig til fortalere for en formulering om 'frivillighed' i loven frem for direkte 'samtykke' - som kun blev foretrukket af én.
Det til trods ser Danmark nu efter alt at dømme ud til at få en samtykkelov, der betyder, at man fremover skal sikre sig, at begge parter er enige om det, inden man indleder et samleje.
Juridiske eksperter kan være i tvivl om, hvorvidt implementeringen af den nye lov vil føre til væsentligt flere domfældelser, for flere af de uhensigtsmæssige problemer følger med: Hvornår er der beviseligt tale om samtykke, og hvornår er der beviseligt ikke?
Af aftaleteksten fremgår det, at kys, berøringer, lyde og »relevante bevægelser« kan være udtryk for samtykke, og flere har allerede gjort sig muntre over, præcis hvordan den slags lyde mon skal udtrykkes.
I virkeligheden vil de færreste nok være i tvivl om, hvorvidt der er samtykke eller ej i situationen. Noget andet er så, hvordan et samtykke udtrykkes formelt, så det 'holder i retten'.
Håbet med den nye lov må være, at flere ofre for voldtægt vil opleve retfærdighed. Og uanset graden af juridisk 'effektivitet' i den nye lovgivning er det rigtigt at indføre den.
Det er fornuftigt, at fokus flytter, så det ikke er et spørgsmål, om hvorvidt der er blevet sagt 'nej', til om der er sagt 'ja'.
På den måde fjerner man i hvert tilfælde ansvaret fra de ofre, der oplever at 'fryse' i situationen, og de ofre, der er for fulde eller for påvirkede til at sige aktivt fra.
En lov om samtykke løser desværre ikke alle problemer for voldtægtsofre, og det er også let at se det usexede i - sat på spidsen - at skulle underskrive samtykkeerklæringer midt i akten.
Men samtykke i sig selv er heldigvis top-sexet.
