Man må lade statsministeren, at hun er ved at finde momentum igen efter flere uger i modvind. Den sløve og famlende genåbning har vist, at regeringen mistede grebet uden en langsigtet plan.
Tirsdag meldte Mette Frederiksen ud, at hun overraskende rejser til Israel på en torsdagsshoppetur.
Går alt efter planen, kan statsministeren rejse hjem igen til en firedages karantæne som medejer af en fabrik, der producerer vacciner til både Israel, Østrig OG Danmark. Fabrikken skal placeres i Israel, der efter statsministerens udlægning er 'verdensmester' i netop vacciner.
På den måde har regeringens leder sat sig selv i spidsen for et hasarderet men handlekraftigt projekt. Selvfølgelig forhandler hun ikke lige en ny fabrik på plads henover et møde med Benjamin Netanyahu og Sebastian Kurz, men hun viser, at hun ikke er bange for noget og slet ikke dogmatisk.
Rejsen til Tel Aviv er da også et skarpt opgør med EUs fodslæbende håndtering af hele coronakrisen. EU har vist, at organisationen ikke kan levere hverken vacciner eller godkendelser i det nødvendige tempo. Statsministeren har indset, at hun reelt svigter sin egen befolkning ved at stå last og brast med EU. Hun skal som leder sikre den bedste forebyggelse og den bedste plan til at bekæmpe covid-19. Det har vist sig at være ved at gå dansk enegang. Sammen med andre lande uden for EU.
Det er ikke så lidt opsigtsvækkende. Næsten sensationelt.
Statsministeren beskrev den danske model for et fremtidigt åbent samfund i et længere interview i Berlingske for knap tre uger siden. Løsningen hviler på tre afgørende beslutninger, der alle er kontroversielle, og som var utænkelige for blot et år siden.
Mette Frederiksen varslede øget grænsekontrol i lang tid. I øjeblikket er alle vores grænser under kontrol – ikke mindst grænsen mod Tyskland. Her er flere tidligere grænseovergange helt lukkede. Grænsekontrol strider direkte mod EUs indre marked, og Danmark har allerede modtaget en klage fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Den klage har Mette Frederiksen forhåbentlig allerede smidt i papirkurven.
Naturligvis skal den danske regering i denne katastrofesituation selv bestemme, om grænserne skal holdes åbne eller lukkede. Det ville være endnu en katastrofe, hvis den danske befolkning gennem stramme restriktioner og stærk disciplin fik smittetallet ned, hvorefter en åben grænse pludselig ville få tallet til at vokse igen. Det kan ingen acceptere.
Det opsigtsvækkende er, at EUs formand ikke selv indser, at det ikke er nu, kommissionen skal ride nogle principper fra en gammel verden. Ursula von der Leyen demonstrerer igen den totale mangel på fornemmelse for landene og statsledernes situation.
Den anden del af statsministerens plan er forsyningssikkerhed af vacciner. Rejsen til Israel er derfor et led i den samlede strategi. Der kommer sjældent noget godt ud af statsejerskaber. Private og offentlige samarbejder er oftest at foretrække, de er mest effektive, men statsministerens byggeri af en dansk-israelsk fabrik giver både flere vacciner og en stor PR-værdi.
Det sidste betyder også noget for en statsminister, der vil være dynamisk.
Sidste led i Frederiksens plan for et 'åbent Danmark' er, at alle danskere skal testes to gange om ugen. Hvor længe ved ingen. Hvordan, kan ingen forklare, og derfor er denne del af trepunktsplanen også ret løs i fugerne. Det er vanskeligt at forestille sig, at meget store dele af befolkningen frivilligt vil lade sig teste hele to gange om ugen, hvis alle er vaccinerede, og der er styr på indrejsen i Danmark.
Den del af planen mangler logik og realitetssans. Den bør derfor stille og roligt gå i glemmebogen. Men det kan Mette Frederiksen passende overveje på turen hjem fra Israel.
