Når Ørkenens Sønner afslutter deres aktuelle turné til december, bliver det samtidig et farvel til Asger Reher.

Den 73-årige skuespiller fortæller i februar-udgaven af Ældre Sagens medlemsblad, at han har valgt at gå på pension ved udgangen af året, og spørgsmålet er nu, hvad det får af konsekvenser for resten af Ørkenens Sønner.

Deres aktuelle show, der har titlen 'Fingeren på pølsen', er kvartettens tiende, siden de startede i 1990'erne.

I en mail forklarer deres manager Marie-Louise Derning, at det faktisk har været 'den sidste gang' for Ørkenens Sønner de sidste tre gange, de har været på turné med et show.

»Og vi spiller videre,« slår hun fast og tilføjer:

Ørkenens Sønner er Asger Reher, Søren Pilmark, Niels Olsen og Henrik Koefoed.
Ørkenens Sønner er Asger Reher, Søren Pilmark, Niels Olsen og Henrik Koefoed. Foto: PR-foto
Vis mere

»Der er ikke truffet nogen endelig beslutning om Ørkenens Sønners fremtid endnu. Vi taler aldrig om næste gang (Næste show, red.), før der er gået mindst et halvt år efter endt turné.«

Asger Reher, der med sine 73 år er Ørkenens Sønners alderspræsident, giver i Ældre Sagens medlemsblad en forklaring på, hvorfor han har valgt at gå på pension:

»Jeg er blevet lidt dårligere til at huske, og det tager længere tid for mig at lære en tekst. Forhåbentlig har jeg gjort en forskel, men når det her show stopper, er det slut for mig. I stedet vil jeg nyde, at jeg endelig har tid til at gå i teatret om aftenen.«

Asger Reher og resten af Ørkenens Sønner spiller rundt omkring i landet til midten af marts, og efter en sommerpause fortsætter de hele efteråret til midten af december.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Asger Rehers tre 'logebrødre', Niels Olsen, Søren Pilmark og Henrik Koefoed.