Prisen for at flyve til verdens oversøiske destinationer har aldrig været billigere, og den gode nyhed er, at det efter alt at dømme bliver endnu billigere.

Det har aldrig været billigere at flyve til Sydney, New York og andre af verdens oversøiske metropoler.

Intet tyder på, at bunden er nået rent prismæssigt, skriver TV 2 på baggrund af et pristjek fra Dansk Flypris Indeks.

Tallene viser, at tager du flyet fra København til et oversøisk mål har den gennemsnitlige pris i 2015 indtil videre været 4.331 kroner for en returbillet. I 2012 kostede samme billet 5.392 kroner.

Rejser man fra Billund, koster en returbillet 4.990 mod 6.197 kroner i 2012.

Ole Stouby, der er direktør hos rejsesøgemaskinen Travelmarket, forklarer, at det er kombinationen af billigt brændstof og benhård konkurrence mellem flyselskaberne, der har fået flypriserne til at dykke til det billigste nogensinde.

»Jeg tror, vi vil se yderligere prisfald på mellem 10 og 15 procent i 2016. Flyselskaberne har sat flere afgange og større fly ind. Det betyder, at priserne bliver nødt til at blive lavere,« siger Ole Stouby til TV 2.