Da endnu ukendte gerningsmænd lørdag aften lokal tid åbnede ild mod en dansk Arla-medarbejder, der var på vej hjem fra sit job i Saudi-Arabien, havde de også tændt for et videokamera. Mandag aften blev en video af skudepisoden offentliggjort på Youtube. Ifølge Reuters har tilhængere af Islamisk Stat taget ansvaret for episoden.

I klippet, som bt.dk har valgt ikke at vise i sin helhed på grund af dens voldsomme karakter, ser man, hvordan gerningsmændene kører op på siden af den danske medarbejders hvide bil, ruller vinduet ned og åbner ild mod passagersædet.

Pressechef hos Arla, Theis Brøgger, bekræfter videoens ægthed overfor bt.dk.

»Jeg kan bekræfte, at materialet omhandler episoden fra d. 22 november, hvor en dansk Arla-medarbejder blev ramt af skud. Det er altså ikke et nyt tilfælde,« siger pressechefen tidligt tirsdag morgen.

Den danske mand blev ramt af tre skud: Et i skulderen, et i armen og et i siden. Skuddet i siden havde efterladt en kugle, som for en uge siden blev opereret ud med succes.

Ifølge pressechef Theis Brøgger er han stadig i bedring og har det efter omstændighederne godt.