59 milliarder kroner. Så mange penge tikker ekstraordinært ind på danskernes konti i april måned.
Det store milliardbeløb kommer ifølge økonomiske eksperter fra en helt unik kombination af særlige udbetalinger, der falder på samme tid.

For det første er april den måned, hvor overskydende skat returneres til de danskere, der har betalt for meget - hvilket betyder en samlet udbetaling på op mod otte milliarder kroner.

LÆS

Godt nok skal de uheldige i alt betale 5,7 milliarder tilbage - men samtidig har Skat i alt opkrævet 13,5 milliarder for meget. Det betyder, at Skat skal udbetale 7,8 milliarder mere, end der bliver krævet ind.

Dertil har Danske Bank vurderet overfor TV2, at danskerne vil trække 17 milliarder kroner ud af efterlønsordningen. Herudover venter banken, at danskerne får udbetalt omkring 20 milliarder kroner i udbytte fra investeringsforeninger, ligesom en lang række obligationer udløber og frigiver i omegnen af 14 milliarder kroner til private danskere.

- Det passer meget godt med det, vi regner med, siger Kim Valentin, der er uafhængig finansrådgiver i Finanshuset i Fredensborg.

LÆS

Han vurderer dog ikke, at de mange udbetalte penge umiddelbart vil føre til en vild forbrugsfest.

- Der vil måske nok være en tendens til, at man lige gør sommerferien lidt bedre, men ellers vil mange sætte penge ind på den dyre kassekredit, ligesom de måske vil betale billånet ud eller sætte pengene ind på en alterntiv pensionsordning, siger Kim Valentin.

Han mener, at det har en væsentlig betydning, at for eksempel efterlønspengene udbetales i en stor engangssum.

- Hvis man for eksempel havde udbetalt dem en gang i kvartalet, var der en langt større risiko for overforbrug, siger Kim Valentin.

Han opfordrer iøvrigt til, at man ikke bare hovedløst vælger at få udbetalt sine efterlønspenge.

- For flertallet er det slet ikke en fordel, siger han.