Sagen om omfattende svindel for 750 millioner kroner i den danske oliegigant OW Bunker kommer til at gå ud over privatpersoner, som har aktier i virksomheden.

Det skriver Børsen fredag.

Selv hvis det lykkes den danske oliegigant at overleve og gå i rekonstruktion, skal private investorer ikke forvente, at deres aktier kommer meget over nul igen.

Ifølge Børsen købte omkring 20.000 privatpersoner aktier i virksomheden i forbindelse med, at den blev børsnoteret i foråret. Hos investeringsbanken Nordnet Bank i Danmark har investorerne 44 millioner kroner stående i OW Bunker-aktier.

Er du privat aktionær i OW Bunker? I så fald hører BT meget gerne fra dig. Kontakt os på 1929@bt.dk

Tager man Nordnet Banks markedsandel med i ligningen, giver det en værdi af privatpersoners OW Bunker-aktier på cirka 700 millioner kroner.

OW Bunkers nordjyske ophav har medført lokal opbakning fra borgerne, og fra den kant er man chokeret over udviklingen.

Børsen har talt med lokal revisor fra Aalborg, Poul Ø. Andersen, der for nylig investerede 35.000 kroner i OW Bunker-aktier. Penge, han nu har afskrevet som tabte:

- Jeg troede da, at OW Bunker havde mere styr på tingene, og at kursen ville krybe opad igen. Sådan går det jo tit efter en nedjustering. I dag er jeg noget chokeret over, at de slet ikke har haft styr på deres forretningsgange og kontrolsystemer, siger Poul Ø. Andersen til Børsen.

Selskabet blev etableret i 1980 i Aalborg, som en del af skibshandleren Ole Wrists konsortium Wrist Group, som blev grundlagt tilbage i 1950erne. Wrist Group levererede forskellige shippingydelser til skibe, mens kerneydelsen hos OW Bunker skulle være fysisk distribution af skibsbrændstof. I dag er virksomheden vokset til at være Danmarks næststørste målt på omsætning.