Naja fra programmet ’De brændte børn’ har forligt sig med fortidens dæmoner og vil kæmpe for udsatte børn som hende selv
Håndtrykket er fast som en murerarbejdsmands, og de blå øjne ser direkte, men ikke for længe ad gangen, på én. 27-årige Naja fra Aalborg er stadig stærkt præget af de umenneskelige oplevelser og utallige svigt, hun har været udsat for gennem hele sin barndom.
Men Naja, som onsdag aften var det første ’brændte barn’ i Lisbeth Zornigs barske dokumentarserie af samme navn på TV2, har på trods af alle de hårde odds, hun blev mødt med fra sit første åndedrag, alligevel formået at kæmpe sig ud af sin voldelige adfærd og kriminalitet. Og efterhånden føler hun sig som et helt menneske. Det har en ukonventionel pædagog på et opholdssted, hvor hun blev anbragt som 13-årig og først flyttede permanent fra som 25-årig, og chefen på hendes arbejdsplads hjulpet hende med.
Men det er Lisbeth Zornigs program, der har givet hende det sidste nøk til, at Naja i dag drømmer om at frelse udsatte, svigtede og misbrugte børn.
- Jeg ved, der sidder andre små piger derude, der ikke får mad og bliver voldtaget. Dem skal jeg bare hjælpe, for der var ingen, der gjorde noget for mig. Det var jo ikke kun min mor, der svigtede mig. Det gjorde pædagogerne også. Derfor tager jeg kampen op, når jeg bliver pædagog, siger hun til BT. Og tilføjer:
- Det er jo som barn, at alt sætter sig.
Skizofren og alkoholisk
Naja er det tredje barn i en søskendeflok på fire, hvor ingen har samme far. Hendes mor var skizofren og alkoholisk. Og hjemmet i Aarhus var utrygt, præget af vold, alkohol og stoffer, som moderen indtog sammen med sine venner.
Første gang Naja blev fjernet fra hjemmet, var hun 11 måneder. Dengang havde moderen efterladt hende og hendes to ældre søskende alene hjemme i dagevis. Til sidst var hendes otte år ældre storebror, Nicki, der også medvirker i programmet, blevet så desperat, at han gik ud i Aarhus’ gader og bad vildtfremmede om hjælp.
Fandt kønsvorter
Naja blev indlagt på et observatoriumshjem for spædbørn, fordi man havde mistanske om, hun var blevet udsat for seksuelt overgreb. Mistanken var stærk, fordi man fandt kønsvorter på hende, og hendes søskende havde blå mærker på deres inderlår. Men på trods af mistanken blev det aldrig opklaret, om Naja var blevet krænket seksuelt som spæd. Men i dag tror hun det.
- Der var en pædofil, som havde haft adgang til mig i to år, fortæller hun.
Den samme mand skulle senere komme skæbnesvangert tilbage i hendes liv. Men forinden voksede Naja og hendes søskende op i evig skræk for deres uligevægtige mor. Kun når de århusianske myndigheder i perioder anbragte børnene på børnehjem, kunne de ånde lettet op. Indtil de igen skulle hjem på regelmæssige weekendbesøg hos moderen. Det havde hun nemlig insisteret på. Og myndighederne valgte at føje moderen. Selv om Naja hver gang kom tilbage beskidt, sulten og med stærke tegn på angst.
Børnehjemmet gjorde kommunen opmærksom på de tydelige tegn på omsorgssvigt, alligevel stod kommunen fast. Naja skulle have samvær med sin mor.
Det skulle blive skæbnesvangert, da hun som preteenager igen mod sin vilje blev sendt på weekend hos sin mor. For hjemme hos moderen var en ung mand, som fra første sekund skræmte Naja. Med rette. Det var den samme mand, som havde haft adgang til hende som spæd.
- Han begyndte med at presse mig op ad væggen og tage kvælertag på mig. Det gjorde mig så bange, at jeg sagde, vi var kærester, husker hun.
Naja blev voldtaget
I løbet af weekenden voldtager moderens bekendte Naja. Hun er så skrækslagen at hun hverken tør råbe op, gøre modstand eller fortælle om ugerningen.
Først prøvede Naja at glemme voldtægten. Men smerten over ugerningen blandet med de andre dæmoner var så stærk, at hun var nødt til at reagere. Den eneste måde hun kendte til, var at gøre skade på sig selv. Dét, vidste hun, gav hende opmærksomhed – og omsorg på hospitalet.
- Jeg elskede at komme på hospitalet, for så fik jeg den omsorg, jeg ikke fik fra pædagogerne. Derfor kom jeg der i en periode næsten hver uge. Men jeg oplevede det ikke som noget sygt. Jeg elskede bare opmærksomheden, fordi jeg jo havde det ad helvede til, fortæller hun.
Som teenager blev Naja kriminel og voldelig. Når hun besøgte sin mor, drak de sig fulde og tog stoffer sammen. Til sidst fik opholdstedets leder nok. Han satte hende stolen for døren. Og det blev vendepunktet. Med lederens fortsatte støtte og opbakning tog Najas liv en vending.
I dag arbejder hun på syvende år på en stor restaurant i Aalborg. Hun bor i sin egen lejlighed i midtbyen.
