Håbet om at finde 18-årige Emilie Meng fra Korsør er ikke opgivet, og nu skal en ny og grundigere eftersøgning skydes i gang.

Det sker fredag klokken 18 og starter ved Korsør Station, fortæller Lars Jensen fra Missing People. Og denne gang vil man gribe eftersøgningen an på en ny måde.

»Vi kommer til at gå skulder ved skulder i en kæde i stedet for at dele os op. Det betyder, at vi vender hver en sten, hvert et blad og gennemsøger hver en busk hele vejen igennem det område, vi skal igennem,« siger han til BT.

Det skyldes, at man ved tidligere eftersøgninger kan have overset spor, og derfor skal området helt endevendes, men indsatslederen vil ikke ud med, hvor præcis man vil lede, og det er der en god grund til.

»Ikke engang dem, der skal deltage i eftersøgningen, ved det på forhånd. Vi mødes ved stationen, og så vil de få yderligere instrukser. Det skyldes, at hvis der er en gerningsmand derude, så skal vedkommende ikke vide, hvor vi leder og på den måde have mulighed for at fjerne beviser.«

Emilie Meng er sidst klokken 04 om morgnen 10. juli ved Korsør Station efter en bytur med sine veninder. I en måned har både polti og frivillige ledt efter hende, men uden at finde nogen afgørende spor.

Og det er det, som den frivillige organisation Missing People håber at finde fredag. Ved første eftersøgning mødte 500 personer op og ved de følgende er 100 mødt op. Sidst ledte man en fredag formiddag, men denne gang forsøger man sig klokken 18:00 i håbet om, at endnu flere møder op.

»Der er mange, der skriver og spørger, om vi ikke kan gøre det en lørdag eller en søndag eller på et andet tidspunkt, men det skal passe ind i mange ting. Lige meget hvornår vi arrangerer, er der nogen, der er utilfredse,« siger Lars Jensen.

Det seneste nye fra politiets side er, at man har efterlyst to vidner, som var kørt med samme tog som Emilie og som stod af toget samtidig med hende. Kvinden menes at være i 20'erne med skulderlangt, lyst hår - muligvis afbleget - og iført mørkt tøj og Converse-sko.

Og det andet mulige vidne er en mand ligeledes i 20'erne med blond, kort hår, cowboyjakke, skjorte, mørke bukser og Converse-sko.

Men disse vidner har endnu ikke meldt sig hos politiet, fortæller efterforskningsleder Marianne Roed. Og desværre er der heller ikke andet nyt fra politiet, der både har set overvågningsmateriale igennem og set billeder fra Skive, hvor flere mente at have set Emilie, og er gået tip igennem i løbet af ugen.

»Nej, der er desværre ikke noget nyt,« siger efterforskeren til BT.

Ved du noget, så kontakt BT med din viden. SMS 1929 eller 1929@bt.dk