Ole Ernsts død og Jesper Langbergs nye bog har kastet lys over en tid og et miljø, hvor druk blandt skuespillere var mere reglen end undtagelsen. Og de to skuespillere fik selskab af toppen af dansk underholdning dengang i 1960erne og 70erne
Den brune bardisk med de tre ølhaner og montren med smørrebrød står stadig i hjørnet på Hviids Vinstue. Det var her, skuespilleren Kjeld Petersen en sen nattetime kom ind og bad tjeneren skænke ham en dobbelt gin og tonic.
- Tak, gider du hælde den ud i toilettet for mig. Det er alligevel der, den skal hen om lidt, lød det fra den berusede skuespiller, da tjeneren havde hældt op.
Historien lever stadig i værtshuset på Kongens Nytorv i København. Kjeld Petersen døde i 1962, kun 42 år gammel. Han var blot en af de mange skuespillere og komikere, der flittigt gennem tiden har klemt sig ind ved den lille bar i hjørnet.
- Det foregår ikke i dag, det findes slet ikke. Man ser ikke komikerne Frank Hvam, Casper Christensen, og hvad de alle sammen hedder, dingle rundt til klokken røv om morgenen. Det er slut, siger Per Møller.
Nordjyden har siden 1975 været restauratør i København. En overgang var det ham, der med egne ord ‘ejede nattelivet’ i landets hovedstad. Først med natklubben ‘Tordenskjold’, der lå oven på Hviids Vinstues krostue. Senere fik han mulighed for at overtage værtshuset, hvis historie går tilbage til 1723.
Dulmede scenenerverne
Per Møller har set alle de største, danske skuespillere i sine lokaler. Både fra Det Kongelige Teater på den anden side af vejen og de mindre, men voldsomt populære teatre på Frederiksberg, hvor blandt andre de to sjove mænd, skuespillerne Dirch Passer og Kjeld Petersen, trak fulde huse.
Druk i kunstnerverdenen var en del af dagligdagen dengang i 1960erne og 70erne. Både når der skulle festes, og når dæmonerne spøgte. I det hele taget var den danske alkoholkultur en anden dengang, hvor der med største selvfølgelighed blev knappet op og skålet på mange arbejdspladser.
Også skuespillerne Preben Kaas og Jørgen Ryg tilhørte kredsen af tidens store stjerner, der dulmede scenenerverne med alkohol og drak uforløste kunstneriske drømme væk. Dirch Passer levede med en aldrig opfyldt drøm om at spille seriøse roller. Han blev fanget i komikken. En skæbne, der blev druknet i alkohol.
Den forløbne uge har været præget af fortællinger om, hvordan to andre store skuespillere levede et hårdt liv i en farlig dans med rusmidler. Jesper Langberg blev folkeeje i rollen som den elskelige Kresten Skjern i ‘Matador’. I sin nye selvbiografi ‘Ikke et sekund spildt’ fortæller Langberg om et voldsomt alkohol- og senere hashmisbrug. Han drak så voldsomt, at alkohol til sidst var ved at koste ham livet.
Ernst var kontrolleret stordrikker
Søndag blev Ole Ernst bisat fra Vestre Kirkegårds Nordre Kapel i København. Også han var folkeeje og en af sin tids største skuespillere. I lighed med mange andre skuespillere fra den tid kunne han trække store renter på sig selv.
Skuespilleren Allan Olsen mødte Ole Ernst første gang under indspilningerne til filmen ‘Mig & Charly’ i sen-70erne. Om Ernsts hang til våde varer siger han:
- Han var stordrikker, men ikke alkoholiker. Han kunne godt være hård ved sig selv, men på en måde også bevare kontrollen, trække følehornene til sig og passe sit arbejde, siger Allan Olsen. Det førte til et langvarigt venskab med Ole Ernst, som han hylder for at være et fint og godt menneske.
I 1993 slap Allan Olsen fri af alkoholens greb og har siden levet et lykkeligt og rigt liv som tørlagt alkoholiker. Den i dag 53-årige Allan Olsen fortæller om en branche, hvor sprutten kunne hjælpe, styrke og trøste. Da han i slutningen af 70erne kom ind i den danske filmbranche, var alkohol stadig en stor del af hverdagen.
S
- Som skuespiller stiller man sig frem, og man bliver påvirket af folks dom over ens arbejde. Dér er alkohol god til at dulme. Ofte er man også meget frisk om aftenen, når man er færdig. Så skulle man over og have lidt natmad og lidt til. Det kunne godt fange nogle skuespillere af den gamle generation. Det var ikke svært at blive fanget, fortæller han.
Allan Olsen: Det var kulturen
Det var en anden tid, og alkohol var aldrig langt væk. Engang overhørte han en samtale mellem teknikerne, der var ved at pakke en vogn til optagelser i Jylland: Kun det mest fornødne udstyr skulle tages med. Der skulle jo også være plads til seks kasser bajere.
- Man kunne faktisk stå med en øl i hånden, stille den fra sig og lave noget skuespil, uden at der blev set skævt til en. Det var kulturen dengang, husker han.
Sådan var det i stort set hele samfundet, men presset på skuespillerne var med til at forstærke tendensen. Den 78-årige Klaus Pagh beretter om en tid, hvor man helst skulle drikke med, for at være ‘in’.
- Det lå i tiden. Man vidste ikke, at det førte til, at man døde 20 år for tidligt. Det var man simpelthen ikke klar over, siger Klaus Pagh, der lagde de hårde drukture på hylden i 80’erne.
Pilgaard: Ekstrem drukkultur
Skuespilleren Ulf Pilgaard kalder drukkulturen på 60’erne og 70’ernes arbejdspladser for ‘ekstrem’.
- Det var simpelthen en del af kulturen. Det blev ikke anset for et onde, at man tog et par bajere. Det var der nogle, der ikke kunne styre, og så blev det bare til flere, siger 72-årige Ulf Pilgaard og henviser her også til mange af de kendte skuespillere.
- Det er indlysende, at det kræver meget af folk, når ens arbejde består i at stille sig op foran 1.000 mennesker og yde sit bedste. Der mente nogle, at de kunne hjælpe sig selv ved at dulme nerverne med noget spiritus.
Selv var Ulf Pilgaard en af dem, der stoppede i tide.
- Det er aldrig gået amok for mig, jeg er aldrig blevet ved, siger Pilgaard og advarer mod at generalisere om drukkulturen i 60er-70erne:
- Det er uretfærdigt at sige, at det gjaldt alle fra den tid. Det gjorde det trods alt ikke, understreger han.
Skuespillerkollegaen Morten Grunwald er enig. Det er for nemt at sige, at alle var sejlende stive. Når der skulle, så blev der også arbejdet. Men alkohol var en stor del af samfundet på den tid.
- Det var en del af den kunstneriske formåen og udfoldelse. Det kom op i sådanne omdrejninger, at der måtte stimulans til. For nogens vedkommende. Der var nogle, der kunne tåle det, og andre gik ned 20-30 år for tidligt, siger 78-årige Morten Grunwald, der blev folkeeje som Benny i filmene om Olsen-banden.
Da han var elev på Det Kongelige Teater, serverede kantinen ‘Det Røde Hav’ både spiritus og guldøl, fortæller han.
Det var der, teatrets folk drak og festede. Da kantinen blev lukket, rykkede løjerne bare over gaden og ind i Hviids Vinstue, bekræfter værtshusets ejer, Per Møller.
I dag er alkoholen væk fra kantinerne, og de unge skuespillere har lært lektien.
- Man har fået blik for, at det kan styres og samtidig være morsomt og spændende, bemærker Grunwald.
’Nu skal vi sgu have en lille én’
Skuespiller, levemand og festabe Poul Glargaard døde i 2011. Efter et liv med mange ‘farver på paletten’, som omgangskredsen sagde.
Datteren Mette Glargaard så bagsiden af medaljen, da hun voksede op.
- Nu skal vi sgu have en lille én. Det er nok det udtryk, jeg har hørt mest i min barndom, fortæller Mette Glargaard, der arbejder som psykoterapeut, og som i mange år mistede kontakten til faderen.
Ifølge Mette Glargaard tilhørte mange af de folkekære skuespillere en generation, der ikke havde lært at håndtere følelser. Her var alkohol en hjælp.
- Min far brugte udtrykket ‘at åbne for ventilen’. Det var et godt redskab til at give slip, pointerer hun.
Tilbage i Hviids Vinstue fortæller restauratøren, at der ikke bliver åbnet for ventilen på samme måde mere.
- I dag er det blevet mere stringent. De passer deres job. Hele kulturen har ændret sig, og det er sikkert meget godt. Men de skæve personer, dem savner jeg, lyder det fra Per Møller, manden bag den brune disk i hjørnet.
