Supermarkederne i Coops kæder sælger særlige plastikposer til fem kr. Deraf giver kunderne to kr. til børn i Afrika. Coop beholder som sædvanlig de tre kr.

Kunderne i SuperBrugsen, Irma, Kvickly, Fakta og de i alt 1.200 butikker under Coop opfordres i øjeblikket til at købe en plasticpose til fem kr., hvoraf to kr. via Danmarks Indsamling går til børn på flugt i Afrika, mens resten går til Coop, skriver B.dk.

Plastikposerne giver ifølge Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, kunderne mulighed for at støtte indsamlingen, som kulminerer med Danmarksindsamlingen, der vises på DR1 den 3. februar.

- Vi giver ikke penge. Sidste år rundede FDB beløbet op, men vores bidrag er distributionen og markedsføringen af poserne, siger Jens Juul Nielsen og fortsætter:

- Det særlige ved os i forhold til andre virksomheder er, at vi har det her store distributionsnet med 1.200 butikker. Og der synes vi, at vi kan gøre et særligt bidrag - ikke så meget med en check - det kan andre gøre lige så godt. 

Spørgsmål: Jeres plastiskposer koster normalt tre kroner og er blandt de dyreste. Er det plastikposerne i forbindelse med Danmarks Indsamlingen ikke bare gratis reklame for Coop?

- Vi lavede også sidste år det her sammen med Danmarks Indsamlingen, og det var vores oplevelse, at de var taknemmelige. Dels for de penge, der kom ind fra kunderne. Dels for den markedsføring, der ligger i at få en million poser, der synliggør indsamlingen, ud på gaderne.

Spørgsmål: Hvor meget tjener I egentlig om året på plastikposer?

- Det er jo forretningshemmeligheder.

Spørgsmål: Er Coops salg af plastikposer en overskudsforretning?

- Ja, det er det.

Plastikposerne fra Coop er ifølge avisen 24timer de dyreste i de traditionelle supermarkeder. Hos f.eks. Netto, Lidl og Rema1000 koster de 1,5 krone.

Ifølge Coop er den høje pris et udtryk for ansvarlighed i og med, at Coops butikker sælger genanvendelige klima- og miljøvenlige plastikposer. Plastikposerne er blevet en stor forretning for supermarkeder i Danmark. Ifølge avisen 24timer køber danskerne hvert år plastikposer for omkring en milliard kr.