Tilbage i juni 2014 blev film-Danmark rystet, da det kom frem, at den kendte skuespiller Bodil Jørgensen var blevet alvorligt skadet i en ulykke på settet til en Far til Fire-film. Nu er hun ude med hård kritik af sikkerheden på danske filmset - igen.

Bodil Jørgensen kom sig heldigvis efter ulykken, og der blev lovet forbedringer i sikkerheden på de forskellige filmsets rundt om i landet.

Men her små to år efter er der fortsat åbenlyse mangler. Det står Bodil Jørgensen nu frem og fortæller til Ekstra Bladet.

I avisen kommer hun med en meget hård kritik af sikkerheden på de danske skuespilleres arbejdspladser:

»Jeg er chokeret over, at landets filmchefer ser ud til at vægte penge mere end sikkerhed og liv. Derfor er jeg nødt til nu igen at stå frem og sige, at det er uanstændigt og mangel på respekt for alle os, der arbejder med film,« siger Bodil Jørgensen til avisen og tegner en lige streg til sin egen ulykke i juni 2014:

Hvad tænker de på?
»Den sikkerhed, ASA-film stod for, da jeg blev mast af en traktor, var helt åbenlyst langtfra god nok. Det er min smadrede krop et tydeligt bevis på. Og næste gang ender det måske med, at en slås ihjel. Hvad tænker de på?«

Et af de store problemer er ifølge Bodil Jørgensen, at mange skuespillere og øvrigt personale på de forskellige filmset ikke tør sige fra overfor de dårlige forhold. Det skyldes bl.a. at sikkerhedstjek og -undersøgelser koster tid og dermed penge for producenterne af de forskellige film.

Bodil Jørgensen bakkes op af formanden for Dansk Skuespillerforbund. Siden Bodil Jørgensens ulykke har der været forhandlinger om at skabe større sikkerhed på de danske filmsets.

'Er virkelig rystet'
Men de kommer ifølge formanden for Dansk Skuespillerforbund ikke nogen steder.

»Jeg må sige, at vi kommer ingen vegne med Producentforeningen, og jeg er virkelig rystet over den træghed, vi har mødt i forhandlingerne om at forbedre sikkerheden på filmset,« siger formand Katja Holm.

Hun fortæller, at de personer, som tør stå for at sikre bedre sikkerhed på de forskellige filmsets, er meget modige, da de risikerer deres fremtidige jobs i branchen. Og samtidig mener hun, at Producentforeningen bliver ved med at forhale forhandlingerne med 'nye indvendinger'.

Desuden fortæller hun, at Producentforeningen ikke ønsker en ekstern konsulent, som skal være tilstede på filmset, hvilket ellers er en af de løsningsmodeller, som Dansk Skuespillerforening er kommet med.

'Det er bestemt ikke et spørgsmål om penge'
Formanden for Producentforeningen, Klaus Hansen, afviser overfor Ekstra Bladet, at det drejer sig om penge. Han mener desuden, at den bedste løsning er, at en fra filmsettet tager sig af sikkerheden.

»Det er bestemt ikke et spørgsmål om penge for mine medlemmer i Producentforeningen, men vi tror bare ikke, at en ekstern sikkerhedskonsulent vil højne sikkerheden. Tværtimod tror vi på, at det skal være en fra produktionen, som filmholdet vælger,« siger Klaus Hansen, der åbner mulighed for kursus til den ansvarlige.

Du kan læse mere om, hvordan det er gået Bodil Jørgensen efter ulykken herunder.