Det er tale om mangel på respekt og samarbejdsvilje, når skoledistriktet i Espergærde ikke ønsker at give konfirmationseleverne fri til Blå Mandag.

Det mener præst og debattør Kathrine Lilleør, der har været formand for udvalget, der har udformet målene kristendomskundskab, efter faget blevet et eksamensfag. Hun efterlyser, at skolerne og kommunerne i højere grad prioriterer undervisningen i kristendom på de årgange, hvor eleverne bliver konfirmeret.

»Jeg er helt med på, at man i Danmark adskiller skolen og kirken forstået på den måde, at skolen har undervisningsforpligtelse, og kirken har forkyndelsesforpligtelse. Men som det er nu, så underprioriteres faget kristendom, og nogle steder vælger man slet ikke at undervise eleverne i kristendom i det år, de formodes at gå til præst. Dermed læner skolen sig ind i kirken, så vi kan hjælpe med at opfylde skolernes undervisningspligt,« siger Kathrine Lilleør.

Skoleleder i Espergærde Skoledristrikt, Andreas Elkjær, begrunder over for Helsingør Dagblad beslutningen med, at Blå Mandag ikke har noget at gøre med skolen, og at der ikke er nogen faglig eller pædagogisk baggrund for at give eleverne fri til den traditionsrige dag. Derfor mener han også, at der er tale om en personlig sag.

Men ifølge Kathrine Lilleør er det et udtryk for manglende samarbejdsvilje, hvis man vælger at fastholde beslutningen om at droppe Blå Mandag.

»Rigtig mange kommuner opfylder ikke deres undervisningsforpligtelse i faget kristendom, men satser på kirken hjælper dem med undervisningen. Det gør præster gerne - især hvis skolen også hjælper den anden vej,« siger Kathrine Lilleør og tilføjer:

»Der er derfor også kun en antagelig forklaring på Espergærde-opførslen, og det er, at man som den eneste kommune i landet altid har linjefagslærere, der underviser i kristendom, samt at man opretholder falgets timetal på samtlige klassetrin, så man ikke er nødt til at satse på præsternes faglige dygtighed i konfirmationsåret - og i skoletiden i øvrigt. Hvis ikke man har det, så synes jeg, at den sløjfede blå mandag er et udtryk for manglende samarbejdsvilje, som man i Espergærde udviser over for præster, der hjælper dem.«

Samarbejdet er fint og lærerne er kompetente

Ifølge Andreas Elkjær har man i Espergærde Kommune et fint samarbejde mellem kirkerne og skolerne, hvor man årligt afholder flere møder for at snakke om forskellige samarbejdstiltag, ligesom man også har tilstrækkeligt med linkefagsuddannede lærere inden for kristendomskunskab.

»Så det at koble fagligheden sammen med, at eleverne skal have fri til at besøge Bakken, det er jeg ret uforstående over for,« siger han til BT og tilføjer, at en del af konfirmandundervisningen ligger på præstens bord, hvorfor der i sagens natur vil være mindre undervisning i netop kristendomskundskab på de pågældende årgange.

»Men vi vægter kristendomskunskab højt i udskolingen. Ligesom vi gør med alle andre fag,« fortæller han.

Andreas Elkjær erkender dog at beslutningen ikke just har gjort ham populær, og at der særligt på skolens forældreintra har været en del utilfredshed. Man er således bekendt med planer om, at flere forældre i ottende klasse har i sinde at beholde deres børn hjemme på Blå Mandag.

»Jeg er da ærgerlig over, at forældrene ikke bakker op omkring det, men jeg tror også, at det kommer til at tage mere end et år at få implementeret den her nye tradition.«

Beslutningen har siden Helsingør Dagblad skrev om den tidligere tirsdag vakt stor debat på de sociale medier. Blandt BT's læsere mener en overvejende del, at man ikke bør røre ved Blå Mandag-traditionen.

Således skriver Bjarne Larsen:

Mens Vibeke Rolle på BT's Facebook-side giver klart udtryk for, at hun ville hjælpe børnene med at afholde Blå Mandag, hvis hun var forælder.