Det må bare ikke ske!

Lørdag blev Ladies Tour of Norway afholdt, og kvindernes cykelløb skulle slutte i Fredrikstad. Men netop afslutningen blev alt andet end som håbet for både ryttere, arrangører og fans.

Fem kilometer inden mål lå fire ryttere i udbrud med tyve sekunder ned til forfølgerne. Derfor så alt ud til, at slaget skulle stå mellem de fire, men så indtraf katastrofen.

Da de fire ryttere nåede Værstebrua, som de skulle krydse for at komme ind til Fredrikstad, hvor målstregen var, gik broen simpelthen op.

Årsagen var, at klokken var 18, og der skulle en lystsejler under broen. Til alles store fortrydelse måtte de fire ryttere fra udbruddet stoppe op og pænt vente på, at lystsejleren havde passeret, så de kunne genoptage jagten på førstepladsen. Desværre for de førende betød det, at hele feltet indhentede dem.

Sagen har fået så meget omtale, at arrangørerne har valgt at forklare sig i en pressemeddelelse, hvor de fortæller, at de havde deres på det rene i skandalen.

»Broen fjernstyres og videoovervåges af Vejtrafikcentralen, der ligger i Oslo, og der er klare regler om varsling af åbning og lukning af broen. Vi vil som arrangører understrege, at vi har fulgt proceduren, det vil sige, at vi i god tid havde varslet Vejtrafikcentralen om, at broen ikke skulle åbne på grund af World Tour-løb, og at vores kommandocentral skulle sige til, når broen igen kunne åbnes,« siger løbschef Roy Moberg.

Det gik som bekendt ikke, og det ærgrer Roy Moberg, der dog håber, at de kan bevare deres gode samarbejde med Fredrikstad Kommune.

»Sportsligt set blev afslutningen på cykelløbet selvfølgeligt stærkt præget af hændelsen, og vi fik ikke den afslutning, som vi havde ønsket os,« siger Moberg og fortsætter:

»Vi understreger, at denne hændelse ikke påvirker vores forhold til Fredrikstad Kommune. Vi har gennem hele planlægningsfasen haft et meget godt forhold til kommunens ledelse og medarbejdere, og vi er meget taknemmelige for, at vi måtte bruge Fredrikstad som mål-by.«

Løbet blev vundet af  Clohe Hosking fra Ale Cipollini.