Gennem snart to år har dansk cykelsports sorte dopingfortid været under lup. Men undersøgelsens omfang breder sig som ringe i vandet, lyder fra det Anti Doping Danmark.

Det begyndte med en ren tilståelsessag og et ønske om at lægge alle kort på bordet fra Michael Rasmussens side. Og hvis det var en god begyndelse for at få skeletterne ud af skabet i dansk cykelsport, har resten billedligt talt været op ad bakke.

To år er der gået, siden Anti Doping Danmark (ADD) sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) satte sig for at vende hver en sten i en epoke, hvor dansk cykelsport ikke stod tilbage for udenlandske topnavne, når det handlede om at fifle med forbudte stoffer og skyde en biokemisk smutvej.

Alligevel er man langt fra i mål. Selv om den omfattende undersøgelse for et år siden angiveligt sang på sidste vers.

Over for BT erkender Anti Doping Danmarks direktør, Lone Hansen, at materialet har fået vokseværk og tæller op imod et halvt hundrede afhørte, hvis forklaringer skal afstemmes og verificeres internationalt.

Dermed er der stadig ikke udsigt til at få afklaret, hvilken rolle ikke mindst Bjarne Riis i sin egenskab af holdejer har spillet overfor de ryttere, som har kørt på mandskaber som Team CSC og Saxo Bank.

I den tid, der er gået, siden Michael Rasmussen beskyldte Bjarne Riis for at have været medvidende om Kylingens brug af doping på Team CSC-Tiscali, er holdet gået fra at flage dansk til russisk med Oleg Tinkov som ejer.

Lone Hansen, direktør i Anti Doping Danmark vil stadig ikke angive nogen dato for, hvornår den endelige rapport ligger klar:

- Vi har stadig ikke nogen præcis slutdato, så det kan jeg desværre ikke sige noget om.

Hvad er grunden til, at det trækker ud og snart har varet i to år?

- Det er fordi vi undersøger, hvad der er at undersøge. Vi taler med en lang række personer indenfor cykelsporten og gennemgår, hvad der er af oplysninger. Og det tager nogle gange sin tid.

Det kunne virke som om Anti Doping Danmark er ved at åbne en kinesisk æske med denne undersøgelse?

- Der er mange ting at belyse både for- og bagfra. Sådan er det, når man interviewer mennesker, der involverer andre. Så har vi pligt til at spørge dybere ind til de informationer, vi får.

Hvor mange har I haft til afhøring?

- Det er mange. Men det præcise tal vil jeg ikke afsløre. Men det er meget omfattende. Nordmændene havde 25-30 personer til afhøring i deres dopingundersøgelse og vi er noget over dem i antal interview. Men jeg ikke drøfte det præcise omfang. Jeg kan sige, at vi arbejder igennem.

Er der andre faktorer, der spiller ind?

- Ja, der er det forhold, at Den internationale Cykle Union har nedsat den uafhængige kommission CIRC (Cycling Independent Reform Commission, red.). De undersøger nogle af de samme ting, vi også har været i gang med og vi har også holdt møder med dem.

Få overblikket over de to år, der er gået, mens Anti Doping Danmark har undersøgt doping-forholdene i toppen af dansk cykelsport:

September 2012
Den tidligere Team CSC-stjerne Tyler Hamilton hævder i bogen »Det hemmelige løb«, at Bjarne Riis var det direkte bindeled til den spanske heksedoktor Eufemiano Fuentes. Riis nægter at kommentere på amerikanerens påstand.

Januar 2013
Michael Rasmussen går til bekendelse og indrømmer et massivt dopingmisbrug gennem hele karrieren. Ifølge Kyllingen fra Tølløse var Riis som holdejer fuldt ud vidende om det.Foråret 2013. Bjarne Riis lukker hermetisk ned for al kommunikation. Senere erkender Team Saxo-Tinkoff-bossen, at han har lidt af en depression som følge af det massive pres, han har været udsat for.

Juli 2013
Bjarne Riis komme til Tour de France og taler igen med pressen. Dog uden at ville kommentere på de beskyldninger, der har været rettet imod ham. Riis henviser til, at han ikke vil kommentere på sagen, så længe ADD og DIF stadig har en igangværende undersøgelse.

December 2013
Efter et Tour de France, der formede sig som en fiasko for Alberto Contador og resten af Team Saxo-Tinkoff, chokerer Bjarne Riis den internationale cykelverden ved at sælge sit livsværk - cykelholdet - til den russiske finansmogul Oleg Tinkov.

Sæsonen 2014
Med status som ledende sportsdirektør er Riis fra af ejerskabets snærende og ansvarstyngende bånd. ADD og DIFs arbejde stadig på et få Riis’ rolle som holdejer fuldt belyst. Riis taler ofte veloplagt om det rent sportslige og sæsonen bliver en stor succes, trods Contadors utidige exit fra Tour de France.